Handicapuge markeres i Nanortalik

Nanortalik vil markere næste uge med optog, åbent hus samt et offentligt arrangement i anledning af den officielle handicapuge.
Foto © : Kommune Kujalleq
Skrevet af Inge S. Rasmussen
07. oktober 2016 06:51

Årets officielle tema er: "Personer med udviklingshæmning og deres muligheder for inddragelse i samfundet” og omfatter det beskyttede værksted ”Qupannaaraq”, det beskyttede boenhed for mennesker med udviklingshæmning ”Ulluaqqat” samt bokollektiv og boenheden ”Ullut” i Nanortalik.

- Vi er godt tilfredse med at vores beboere og brugere har en uge, hvor de kan udfolde sig og være en del af lokalsamfundet, på en mere synlig måde, siger lederen af det beskyttede boenhed ”Ullut”, Joan Gyllich i en pressemeddelelse.

På mandag den 10. oktober vil der være demonstrations-optog for at markere ugens start. Optoget starter ved ”Qupannaaraq” og når frem til Kommunen kl. 09.30.

Tirsdag er der åbent hus i "Qupannaaraq", et beskyttet værksted for byens handicappede borgere med salg af kaffe og kage. Der er også mulighed for at købe ting som brugerne har produceret.

Onsdagen er afsat til et offentligt arrangement i Forsamlingshuset, hvor der vil være sang, taler og andre indslag i anledning af handicapugen. Der vil være kaffe/the og kage.