Greenpeace: Danmark blokerer for havreservater

Greenpeace Danmark mener, at det er en skændsel, at Danmark blokerer for USA's visioner om at beskytte dele af havet i Arktis, der bliver blottet i takt med at isen forsvinder.
14. maj 2016 18:46

Udtalelsen kommer i kølvandet på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen sammen med de fire andre nordiske statsledere fra Finland, Island, Norge og Sverige i går (fredag) var til nordisk topmøde hos den amerikanske præsident Obama.

Her hæftede statsministeren sig særligt ved præsidentens fremhævelse af Danmark og det danske engagement i Afghanistan. Og underskrev også en aftale om vindenergi.

Men i en pressemeddelelse skriver Greenpeace, at selv om der er lidt gode takter omkring klima, er det vigtigste det, der ikke bliver sagt noget om, nemlig Arktis.

Præsident Obama havde sat beskyttelse af Arktis på dagsordenen, men Danmark fik sammen med Norge forpurret ethvert tiltag i retning af havreservater, skriver miljøorgansiationen videre.

- Det er som om Danmark og Norge slet ikke tænker på, at der også skal være havnatur og fisk til de kommende generationer, men bare ser Arktis som een stor forretningsmulighed, hvor olieselskaber og trawlere skal have frit spil, udtaler Birgitte Lesanner, talsperson i Greenpeace for Danmark og fortsætter:

- Danmark har grundet Rigsfællesskabet et helt særligt ansvar for Arktis, men det ansvar har man indtil videre forvaltet meget dårligt. Det er på tide, at Danmark sammen med Grønland tager skeen i den anden hånd, lyder det altså fra Greenpeace.