Grønlandske huses direktører i Blå Bog

Kraks Blå Bog er på gaden i sin 105. udgave. I år er der føjet 245 nye navne til opslagsværket.
Skrevet af Martine Lind Krebs
11. juni 2014 04:16

De to direktører Leise Johnsen fra Det Grønlandske Hus i København og Kirsten Mærks fra Nordatlantisk Hus i Odense vil fremover være at finde på siderne.

Kraks Blå Bog er et opslagsværk over de mest anerkendte personer i Rigsfællesskabet. Med en lille forsinkelse oplister værket betydningsfulde personer, fordi man vil sikre sig deres varige anerkendelse i samfundet, før de optages. I år er der i alt 6 færinger og grønlændere blandt de nye navne, heriblandt de færøske kunstnere Edward Fuglø og Eydun av Reyni, oplyser Gads Forlag, der står bag Blå Bog,

På bogens sider finder man fra tidligere år navne som politikerne Aleqa Hammond og Kuupik Kleist, AWG's direktør Maliina Abelsen, Nuna Minerals direktør Ole Christiansen, skuespiller Makka Kleist,  grønlandsforsker Kirsten Thisted og kunstner Julie Edel Hardenberg.

I Grønland udgav Hjemmestyrets Informationskontor tidligere opslagsværket Grønlands Grønne Bog, men den er ikke udkommet siden 2001.