Grønlandsk "snapchat" tager konkurrencen op

Det er efterhånden ikke kun teenagere, der bruger besked- og foto-app'er som for eksempel Snapchat på deres smarte mobiltelefoner.
Sådan ser Reply ud på iTunes Foto © : Reply
31. oktober 2014 16:21

Nu er der kommet en grønlandsk konkurrent på markedet. Reply hedder den og er udviklet af iværksætteren Jens-Jakob Lennert-Sandgreen.

- Nu føler vi, at vi har en version, der er klar til, at vi kan prøve at nå ud til masserne med den, siger han til KNR.

Reply er et beskedprogram til iPhone. Man kan skrive med sine venner, tage billeder og sende stickers (klistermærker, red.) frem og tilbage. Ligesom den amerikanske Snapchat, sletter det grønlandske beskedprogram det, man har sendt på et senere tidspunkt.

Se app'en her.

Den har grønlandske stickers som noget ganske anderledes fra andre apps i den såkaldte App Store og er udviklet i New York. Og konceptet er enkelt.

- I stedet for at vise beskeder i talebobler, viser vi dem på hele skærmbilledet. Og så sletter vi automatisk den forrige besked, så det kun er seneste besked, man kan se, siger Jens-Jakob Lennert-Sandgreen.

Den unge iværksætter er stolt af, at app'en nu har 700 brugere primært i Grønland, Danmark, USA og Spanien. Der er cirka 400 personer, som bruger app'en hver dag, siger han.