Folketinget: Grønlandsk selvstændighed afhænger af økonomien

Grønlandsk selvstændighed afhænger af en selvbærende, grønlandsk økonomi. Det har et flertal i Folketinget besluttet mandag formiddag.
Foto © : Julius Jeremiassen
29. maj 2017 09:32

Blandt forslagsstillerne var både Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit og løsgænger Aleqa Hammond.

Vedtagelsen er konklusionen på en debat om grønlandsk selvstændighed, som Søren Espersen fra Dansk Fokeparti rejste i sidste uge.

Her krævede Espersen, at Selvstyret skal redegøre for, hvilke negative konsekvenser et selvstændigt Grønland vil få for befolkningen. Og at Selvstyret fokuserer på de nuværende økonomiske og samfundsmæssige problemer frem for selvstændighed. 

Men Espersens forslag blev forkastet. I stedet har et flertal i Folketinget valgt at bakke op om Forfatningskommissionens arbejde. 

I øvrigt vil et flertal i Folketinget have den danske regering til at tilbyde Selvstyret hjælp til at få lavet reformer og tiltrække investeringer. 

Noget, som statsminister Lars Løkke er parat til, hvis Naalakkersuisut selv henvender sig, har han tidligere sagt.