Grønlandsk repræsentation i USA i støbeskeen

Grønland går efter at udvide handelssamarbejdet med USA. Derfor vil naalakkersuisut oprette en grønlandsk repræsentation i den amerikanske hovedstad Washington. Det skriver Berlingske.
Skrevet af Mads Lynge
23. december 2012 07:06

Den grønlandske repræsentation i USA er samtidig et udtryk for en grønlandsk anerkendelse af USA's mangeårige militære tilstedeværelse i Grønland.

Formand for naalakkersuisut Kuupik Kleist understreger, at den grønlandske repræsentation er tænkt som en del af den danske ambassade i Washington.

- Men det er selvfølgelig elementer i en stadig udvikling af større ansvar og selvstændighed for Grønland. Det sker vel at mærke i fuld enighed med Danmark, siger Kuupik Kleist til Berlingske.

Grønland overvejer på længere sigt også at oprette repræsentationer i syv andre lande, deriblandt Canada, Rusland, Japan og måske Sydkorea.

Bortset fra en repræsentation i Bruxelles er Grønland i dag repræsenteret af Danmark overalt på kloden, så de grønlandske planer vækker betydelig opsigt i Danmark.

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller minder om, at udenrigspolitikken føres fra Danmark:

- Grønland kan godt selv pleje sine handelsinteresser, men det virker som om, at Grønland også vil til at føre udenrigspolitik. Ifølge grundloven føres udenrigspolitikken af rigets regering, så de kan ikke begynde at føre en selvstændig udenrigspolitik i forhold til USA, siger Per Stig Møller til Berlingske.