Grønlandsbanken vælger sikkerhed over øget indtjening

Grønlandsbanken har rigtigt mange penge liggende på kistebunden. Eller rettere stående i nationalbanken. Og det er udtryk for stor sikkerhed, når en bank har mange penge stående. Men med de negative renter, er det der tidligere var god forretning blevet noget mindre attraktivt.
30. september 2016 05:04

Ser man på Grønlandsbanken som et orkester. Så skal der i et orkester være mindst et instrument for at musikken kan spille. På samme måde skal en bank have nogle penge for at være en god og sikker bank.

Men i Grønlandsbanken har man rigtig mange instrumenter. Altså rigtig mange penge. Det viser bankens egne opgørelse og finanstllsynets undersøgelse fortæller grønlandsbankens direktør, Martin Kviesgaard.

- Vi har fuldt tilstrækkeligt med kapital, ca det dobbelte af det minimale vi skal have.

Og det kan være rigtig godt. Jo flere instrumenter jo mere musik og så er det ikke så slemt, hvis en af musikkerne laver en lille fejl. Det hører man ikke.

Hør Radioavisens indslag om Grønlandsbankens velpolstrede pengekasse herunder

Sådan er det også med pengene. Grønlandsbanken har næsten dobbelt så mange penge, som det er nødvendigt ifølge finanstilsynet. Og jo flere penge banken har, jo mere sikkerhed er der også for at banken kan overleve en økonomiske krise.

- Det er ganske positivt. Det giver ro omkring banken og ro til at vi kan lave det vi skal, netop at servicere kunder i Grønland, siger Martin Kviesgaard.

Men det kan også være lidt skidt med for mange instrumenter, for hvad nu hvis instrumenterne ikke spiller sammen.

Problemet er, at de penge, der tidligere spillede til en høj rente, nu blæser falsk, fordi renten er lav. Så når banken har mange penge, der ikke er lånt ud, så spiller de ikke nær så godt, som de gjorde tidligere.

Så når Grønlandsbanken har en stor portion penge stående i obligationer og i nationalbanken, så giver det ikke så stort et afkast som tidligere, fortæller Nicholas Rohde, han er analytiker og direktør i Bank Research.

- Nationalbanken giver i øjeblikket negative renter for at have pengene stående. Så det er klart at jo flere penge man ikke har ude at arbejde, og som man skal have stående mere eller mindre passivt eller mere eller mindre aktivt, dem tjener man ikke så mange penge på i øjeblikket, siger han.

Bankens mange penge, eller instrumenter spiller altså ikke så godt som tidligere. Og det er skidt for bankens indtjening.

Men selvom banken kunne tjene mere på at låne flere penge ud, så skal de nøje overveje, hvem der får lov at låne instrumenterne, altså pengene. Ellers risikerer man at lånerne spiller falsk og pengene ikke kommer tilbage.

- Og det er ikke godt, for så vil man pludselig få nogle tabsprocenter som måske minder mere om det man ser i danske banker, siger Nicholas Rohde.

- Hvis man vil øge sit afkast, så skal man typisk også påtage sig en større risiko. Så hvis man som grønlandsbanken gør hvad man kan for at fastholde sin risikoprofil, så er det efter min bedste opfattelse den rigtige måde at gøre det på, at man ikke går på kompromis med sin kreditgivning.

Det er altså godt at Grønlandsbanken har mange penge i stedet for at låne dem ud til højre og venstre til lånere, der måske ikke kan betale tilbage.

For det har en større værdi for banken, at vise at man er en sikker bank, selvom fortjenesten ikke er så stor som den kunne være.