Grønland: Vi tabte til et langt bedre hold

Kræfterne hold ikke hele vejen, da de grønlandske håndboldherrer i går mødte Argentina ved Panam.
Skrevet af Martine Lind Krebs
24. juni 2014 04:45

Efter det, som GHF beskriver som en kaotisk start på kampen, spillede Grønland ellers en stærk første halvleg, hvor de fulgtes godt ad med argentinerne.

Efter 20 minutter var stillingen 9-9, og Argentina gik til halvleg med en føring på blot 2 mål og stillingen 14-12. Det var efter, at Grønland havde fået annulleret et mål, hvor bolden krydsede målstregen brøkdelen af et sekund efter, at fløjten havde lydt.

Men formen holdt ikke til anden halvleg, hvor et stærkt argentinsk hold for alvor trak fra. Det grønlandske angreb smuldrende, alt imens Argentina på 20 minutter for alvor rykkede frem til stillingen 26-15. Her stod det klart, at kampen var afgjort. Kampen endte på 33-20.

- Vi fik vist en flot 1. halvleg mod favoritterne fra Argentina, som både på fysikken og samspillet var klasser over Grønland.  Så længe vore kræfter holdt, fulgte vi flot med, men vi må bare konstatere, at de professionelle spillere fra Argentina har langt mere fysik og rutine end os og har en langt større bredde end os. Jeg vil dog alligevel rose vores hold for den flotte halvleg og må bare erkende, at vi tabte til et langt bedre hold i dag, lyder det i en kommentar fra landstræner Niels Møller.

Dagens grønlandske topscorer blev Akutaaneq Kreutzmann med 6 mål.

I morgen mødes Grønland med Chile, der i går slog Mexico 34-18. Den kamp skal Grønland vinde, hvis de stadigvæk skal gøre sig håb om én af de 3 VM-billetter, som er på spil ved de Panamerikanske Mesterskaber.

I aften mødes USA og Brasilien samt Uruguay og Guatemala.