GE: Find penge ved at spare

Det kan godt give mening at tilføre flere penge til servicekontrakterne. Men Naalakkersuisut bør finde de ekstra penge gennem besparelser, lyder rådet fra Grønlands Erhverv.
Foto © : Jørgen Chemnitz
Skrevet af Inge S. Rasmussen
07. november 2016 07:55

Naalakkersuisut vil overføre flere penge til at forbedre servicekontrakterne og planlægger at bruge penge fra uforudsete indtægter fra blandt andet fiskeriet.

Men selv om det godt kan give mening at tilføre flere penge til transportområdet så bør Naalakkersuisut finde de ekstra penge gennem besparelser, lyder rådet fra Grønlands Erhverv.

 - Ringe service kan jo blive dyrt, og så er der jo ingenting sparet. Og det regnestykke skal jo hænge samfundsøkonomisk sammen, siger Brian Buus Pedersen, direktør i Grønlands Erhverv.

Han understreger at han ikke kender indholdet af servicekontrakterne. Derfor kan han ikke svare på om man opnår mere for de ekstra penge i for eksempel Sydgrønland.

Læs også Servicekontrakter Martha Lund Olsen holder møder om ændringer

Men der er ingen tvivl om at servicekontrakterne har stor betydning for alle dele af samfundet, siger Buus Pedersen.

- Den her logistik er så vigtig for andre ting i samfundet, både for de private borgere, men også for erhvervsudviklingen, fastslår GE-direktøren, der ikke er tilhænger af at finansiere de ekstra penge til servicekontrakterne gennem den uforudsete check på 55 millioner kroner, der er dumpet ind i landskassen.

Læs også Masser af nye millioner til landskassen

Det var ellers oplægget fra tidligere naalakkersuisoq for finanser, Randi Vestergaard Evaldsen. Indtægterne stammer fra blandt andet et forrygende fiskeri, indtægter fra Pituffik-aftalen og effektiviseringer af KNI.

Læs også Naalakkersuisut fandt penge til forbedring af servicekontrakter

Engangsindtægter

Brian Buus Pedersen råder til at finde ekstra penge gennem besparelser. Af to årsager:

- Det (de 55 mio., red.) er ekstraindtægter, som har éngangskarakter og nogle af dem er stærkt konjunkturfølsomme. Og for det andet er landskassen under hårdt pres, på grund af den befolkningsmæssige udvikling. Vi bliver ældre. Det skal vi godt nok tage meget alvorligt, anfører Brian Buus Pedersen.

På spørgsmålet om, hvorfor man ikke kan lappe et hul i budgettet med en uforudset, men højst velkommen, check, lyder svaret:

- Det vil svare til, at du lægger et budget for en fire-årig periode og konstaterer, at det ringer ud i et drønende underskud. Hvis du så lige får nogle ekstraindtægter, så skal du jo tænke: "Fint, så kan jeg så få lidt balance i tingene", i stedet for at bruge alle pengene nu, siger Brian Buus Pedersen.