GE advarer mod mediestøtteordning

Mediestøtteordningen gør det stik modsatte af at støtte pressen. Ordningen svarer til at sige, at vi ikke ønsker en fri kritisk presse i Grønland.
Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Inge S. Rasmussen
02. november 2015 05:05

Så kontant lyder det fra Grønlands Erhverv - GE - i et indlæg til debatten om den nye mediestøtteordning.

Fremover skal mediestøtten ydes som projektstøtte. Det overordnede formål med det er at fremme de skrevne medier og gøre det muligt for flere at komme i betragtning til tilskud.

Men ifølge GE er kravene for at komme i betragtning skruet sammen så kun de færreste kan opnå støtte. For eksempel skal mediet være tilgængeligt for alle.

LÆS OGSÅ Mediehus forkaster støtte

Faktum er imidlertid, påpeger GE, at der ikke er lige adgang til internet over hele landet og derfor ikke tilgængeligt for alle.

Organisationen frygter, at mediestøtte-kronerne bliver spredt ud så det med tiden bliver umuligt at bevare trykte aviser.

I sidste ende kan det føre til, at Grønland ikke længere har en landsdækkende presse i stand til at foretage undersøgende og kritisk journalistik, lyder advarslen fra GE.