GA: Valgkamp vidner om politisk umodenhed
GA mener, at vælgerne bærer et stort ansvar for, at det kommende Inatsisartut bliver sammensat af troværdige partier og politikere, som tør fortælle befolkningen sandheden og som vil samarbejde om de nødvendige og svære politiske løsninger, der kan vende nedgang til ny og stabil fremgang. Sker det ikke, er vi rykket et faretruende skridt nærmere et nationalt økonomisk sammenbrud.
- Stabilitet, samarbejde og troværdighed er forudsætningen for nye og helt nødvendige erhvervsinvesteringer, som kan skabe beskæftigelse og ny omsætning i samfundet, understreger GA's direktør Brian Buus Pedersen.
Han mener også, at politisk slingrekurs og signalforvirring er gift for investorerne, hvad enten det gælder turisme, fiskeri, råstoffer, byggeri eller andre erhverv.
Først når Grønland sender klare signaler om stabile, og langtidsholdbare investeringsbetingelser, bliver investorerne så trygge, at de tør satse på aktiviteter i Grønland, hedder det direkte i valgkommentarerne fra arbejdsgiverne.