Frygt for færre investorer

Den nye koalitionspolitik på erhverv og arbejdsområdet vil gavne samfundet i landet, men planen om at privatisere de selvstyreejede virksomheder vil gå ud over de mindre byer, mener formanden for lønmodtagerorganisationen, SIK.
Skrevet af Sara K. Jakobsen
15. december 2014 16:00

 

- For det er jo klart, at de private forventer, når de putter penge i en virksomhed, at de så vil forrente sig. Og det er også det som investorerne kræver. Vi frygter, at det kun er de store byer man vil investere i, for det er dér hvor pengene ligger, siger formanden for SIK Jess G. Berthelsen, og fortsætter:

 

- Det vil selvfølgelig gå ud over resten af Grønland, så derfor er vi ikke enige i at man vil privatisere selvstyreejede virksomheder.

 

Derimod mener han at koalitionsaftalen, set i helhed, vil gavne samfundet. Det nye Naalakkersuisut har nemlig aftalt at udarbejde en erhvervshandleplan, for at minimere ledigheden i landet.

 

- Man vil kickstarte sådan, at der kommer beskæftigelse her i landet. Derfor synes vi at denne koalitionsaftale, som helhed, er meget god for det grønlandske samfund.

 

Men hvis koalitionens aftale skal blive til virkelighed, skal der også være større ændringer i toppen af de selvstyreejede selskaber.

 

Direktionerne i de selvstyreejede selskaber skal nemlig fremover have til huse her i landet og samtidig skal det være et krav, at ledelsen hos selskaberne er fastboende i Grønland.

 

- Det vigtigste for os er, at de mennesker, som er placeret i de forskellige bestyrelser, vitterligt er professionelle indenfor deres områder, siger Jess G. Berthelsen.