Fritidsfisker fik laksemærkeprisen

Fritidsfiskeren Kristian Isbosethsen fra Qaqortoq modtog mandag årets laksemærkepris på 1.500 dollars - 10,545 kroner. Det fortæller Selvstyret i en pressemeddelelse.
Fritidsfiskeren Kristian Isbosethsen med familie Foto © : Naalakkersuisut.gl
Skrevet af Thomas Munk Veirum
29. november 2016 05:42

Fritidsfiskeren, der er pensioneret slagter, havde sendt laksemærket til Grønlands Naturinstitut. og laksen var fanget ved Qaqortoq, Akinnaat i september 2015.

Laksen kom fra Sverige, hvor den har fået påsat laksemærket i floden Nissan i 2014.

Kristian Isbosethsen er en rutineret fritidsfisker og har siden 1970-erne fisket efter laks vest for Qaqortoq.

- Hvert år fisker jeg laks, idet mig og min kone hele året spiser laks samt udnytter resterne af laksene, som gødning i vores have, fortæller Kristian Isbosethsen.

Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst Hans Enoksen overrakte NASCO - North Atlantic Salmon Conservation Organization - Tag Return prisen.

NASCO er organisation, som arbejder for at bevare og genskabe den Nordatlantiske laksebestand, og sikre en bæredygtig forvaltning af bestanden.

Laksemærkeprisen er oprettet for at opfordre folk, der har fanget mærkede laks til at indlevere mærkerne - så man får bedre viden om laksens migrationsmønstre.

Alle, der fanger laks med tags i Grønland kan indsende disse til Grønlands Naturinstituttet, som sender dem videre til NASCO, hvor der hvert år til årsmødet udtrækkes en vinder af laksemærkeprisen på 1.500 amerikanske dollars.