Frederik og Mary donerer halv million til grønlandske børn

Foreningen Grønlandske Børn er årets modtager af Kronprinseparrets Sociale Pris på 500.000 kroner. Pengene skal gå til uddannelse af børn og unge i Grønland, oplyser generalsekretæren.
Foto © : Chris Christophersen
24. november 2018 18:04

Prisen blev overrakt under et arrangement i Musikkens Hus i Aalborg, hvor Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary uddelte i alt tre priser.

Kronprinsparrets Priser

Kronprinseparrets Prise blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til Kronprinsparret.

Formålet med priserne er at hædre og synliggøre præstationer inden for dansk, grønlandsk samt færøsk kultur og socialt arbejde

Kilde: Kongehuset.dk

Priserne bliver givet for ekstraordinære indsatser inden for socialt arbejde, kultur og kunst, og i begrundelsen for den sociale pris hed det blandt andet om Foreningen Grønlandske Børn:

"De ser potentialet hos børn og unge, og de understøtter dem i at udvikle sig til hele mennesker, så de har den bedste mulighed for at opfylde deres fulde potentiale."

For generalsekretær i Foreningen Grønlandske Børn, Puk Draiby, var overrækkelsen afsløringen på en glædelig meddelelse, som hun fik tilbage i august.

- Først blev jeg selvfølgelig meget overrasket, men jeg blev også meget stolt over, at vi er blevet valgt. Stolt på vegne af alle de mange medarbejdere, frivillige og grønlandske børn og unge, som jo gør, at vi skal have prisen, siger Puk Draiby til KNR.

Pengene går til uddannelse i Grønland

Foreningen Grønlandske Børn har eksisteret siden 1924, hvor de primært behandlede tuberkuloseramte børn.

De senere år har foreningen styket arbejdet i Grønland og er gået i samarbejde med blandt andre Selvstyret, MIO og flere uddannelser og når ifølge Puk Draiby med ud til langt flere grønlandske børn og unge end tidligere.

LÆS OGSÅ Nu får alle børn deres egen bisidder i socialsager

Det ligger endnu ikke helt fast, hvordan de 500.000 kroner skal bruges - andet end at pengene skal bruges i Grønland til at hjælpe flere unge gennem en uddannelse.

- Det skal have en betydning for unge og uddannelse. Vi kan se, at det er et af de områder, hvor der er brug for et løft. Det er der stor enighed omkring, siger Puk Draiby.

LÆS OGSÅ Grønland overholder stadig ikke børnekonventionen

Og så har det en ekstra betydning, at det er Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary, der har stået bag udpegelsen, siger generalsekretæren.

- Kronprinseparret har en stor betydning både i Danmark og i Grønland. Så på den måde tror jeg også, at Grønland føler sig mere favnet af prisen. Det er også en måde at anerkende fællesskabet mellem Grønland og Danmark, og at vi kæmper sammen om de udfordringer, der kan være.