Forsoningskommissionen i akademisk stormvejr

Debatten om berettigelsen eller nødvendigheden af den særlige forsoningskommission ruller videre.
Foto © : KNR/Arkiv
05. januar 2015 06:12

Kommissionen var en mærkesag for den tidligere formand for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond. Men kommissionen var samtidig kontroversiel både her i landet og i Danmark. Mange har ikke forstået formålet med kommissionen. Og statsminister Helle Thorning-Schmidt har direkte sagt nej til at lade Danmark repræsentere i kommissionen, der skal blotlægge Danmarks rolle som kolonimagt.
 
Debatten har affødt en heftig akademisk diskussion, hvor de lærde strides om forsoningskommissionens eksistensberettigelse.
 
Lektor i histore ved Grønlands universitet Ilisimatusarfik, Thorkild Kjærgaard har lige fra forsoningskommissionens start i flere indlæg og i aviskronikker her i landet og i Danmark sat spørgsmålstegn ved forsoningskommissionens eksistensberettighelse. Blandt andet fordi, Danmark i modsætning til andre kolonimagter faktisk gennem særlovgivninger op igennem historien har beskyttet den grønlandske befolkning.
 
Sindene i kog
Kjærgaards vedholdende indlæg har her på det seneste fået sindene i kog igen. Og det har fået samfundsforsker, Klaus Georg Hansen, der er medlem af forsoningskommissionen, til tastaturet.
 
Han kalder Thorkild Kjærgaards holdning til kommissionen for forfriskende, men han tager samtidig skarp afstand til Kjærgaard, fordi Kjærgaard netop henviser til statsminister Helle Thorning-Schmidts nej til dansk deltagelse i kommissionsarbejdet.
 
- Det er således et dansk partsindlæg i den grønlandske forsoningskommissions igangværende scoopingproces, som skal forløbe et stykke tid endnu, skriver Klaus Georg Hansen i en pressemeddelelse på kommissionens vegne.
 
Dansk tilpasning af kolonihistorien

- Forsoningskommissionen ønsker bidrag fra alle parter, herunder bidrag med danske synspunkter. I forhold til det aktuelle bidrag, så giver det os en forståelse for, hvordan man fra dansk side tilpasser den grønlandske kolonihistorie, så den passer til de danske synspunkter, som den danske statsminister står for, understreger Klaus Georg Hansen.         
 
lfølge ham er fokus for kommissionen er primært de grønlandske synspunkter, som kommissoriet netop foreskriver, at det skal være. Det indebærer blandt andet et fornyet blik på Grønlands kolonihistorie, så Grønland kan komme ud over at være nødt til alene at skulle trække på danske udlægninger af Grønlands kolonihistorie, sådan som den aktuelt forsøges fremstillet af Kjærgaard.
 
- Det handler blandt andet om at skabe indblik og forståelse for sammenhænge af forskellige hændelser, der har været med til at forme det grønlandske samfund, og som mange danske historieskrivere desværre har haft en tendens til at have en blind plet for i deres fremstillinger, og det er Thorkild Kjærgaards indlæg et af de seneste eksempler på, lyder meldingen fra Klaus Georg Hansen på vegne af Forsoningskommissionen.