Ekspert: Forfatningskommissionen får svært ved at nå deres mål

Forfatningskommissionen får meget travlt i 2018, hvis kommissionen skal lykkes med at lave en forfatning, som den grønlandske befolkning kan stå inde for og i sidste ende vedtage ved en folkeafstemning, mener en ekspert.
Foto © : KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
06. december 2017 10:30

En ekspert i forfatninger mener, at kommissionen får svært ved at nå at inddrage befolkningen tilstrækkeligt i arbejdet, for der er mange svære spørgsmål kommissionen, der skal afklares i forfatningsarbejdet, og ifølge de seneste oplysninger fra Naalakkersuisut, skal kommissionen aflevere et udkast til en forfatning inden udgangen af 2018.

LÆS OGSÅ Studerende efterlyser borgerinddragelse

Skal Grønland fortsat høre under det danske kongehus, eller skal vi have en præsident? Skal Grønland have sin egen hær, hvem skal have ret til statsborgerskab og hvordan skal grønlandske værdier indgå i forfatningen?

Det er blot nogle af de spørgsmål, som forfatningskommissionen kan vælge at inddrage i sit arbejde med et udkast til en forfatning for Grønland.

Hansen: Der er ikke en klar plan for borgerinddragelse

- Der er rigtig mange af de her ting, som normalt står i en forfatning, som ikke er lige til at tage beslutning om, siger Jens Wendel-Hansen, der er ekspert i forfatninger og tidligere tilknyttet Ilisimatusarfik.

Forfatningskommissionen skal blandt andet finde svar på spørgsmålene ved at inddrage borgerne.

- Der må man sige, at vi ikke endnu har hørt noget forsøg fra forfatningskommissionen på at igangsætte den her debat, siger Jens Wendel-Hansen.

Wendel-Hansen påpeger, at kommissionen ikke har fremlagt en klar plan for, hvordan den vil inddrage hele befolkningen i arbejdet med forfatningen.

Det kan være spildt arbejde, hvis det ikke gøres grundigt

Han understreger, at det er svære og konfliktfyldte spørgsmål, som forfatningskommissionen skal søge svar på, og at det formentlig bliver et svært og langvarigt arbejde:

- Det i sig selv at skulle skrive grønlandske værdier ind i en forfatning er vanskeligt, for hvad er de her værdier for noget. Alle de her ting er noget, som man kunne forestille sig ville tage rigtig lang tid.

LÆS OGSÅ Forfatningskommissionen skal naturligvis ikke have vederlag

Derfor mener Jens Wendel-Hansen, at det er meget lidt realistisk, at forfatningskommissionen kan lave et udkast til en grønlandsk forfatning på et år.

- Det, jeg mener, tager lang tid, er, at det bliver bearbejdet i befolkningen og mellem politikere og befolkning, så man samlet får skabt et udkast til en forfatning, så politikerne går til befolkningen med at forfatningsudkast, som de er rimelig sikre på vil gå igennem en folkeafstemning, for ellers er det spildt arbejde, siger Jens Wendel-Hansen.

Wendel-Hansen fortæller, at Færøerne brugte omkring ti år på deres første udkast til en forfatning, som lå klar i 2010, og det er endnu ikke blevet sendt til folkeafstemning.

Formand for forfatningskommissionen, Vivian Motzfeldt, har tidligere sagt til KNR, at kommissionen vil komme rundt de beboede steder i Grønland og debattere de vigtige emner. Hun ønsker ikke at kommentere sagen tirsdag.

LÆS OGSÅ Forfatning overlevede afstemning