Ekspert: Forfatningsarbejdet mangler fundament

Grønland har stadig store problemer, og derfor er det en vanskelig opgave, der venter de kommende medlemmer af forfatningskommissionen. Det mener flere meningsdannere, der deltog i Qulaarpaa, der havde taget selvstændighed op til debat
Daniel Thorleifsen Foto © : KNR
Skrevet af Ivik Kristiansen
14. december 2016 13:21

Grønland tog et skridt mod selvstændighed da politikerne tog hul i forfatningsarbejdet under efterårssamlingen. Og det er helt naturligt at Grønland er på vej mod en løsrivelse af Danmark, men der kan ikke skydes genvej ved at lave en forfatning, mener Daniel Thorleifsen.

- Der er nogle andre områder, man i virkeligheden skulle tage fat på, sagde Daniel Thorleifsen.

Han pegede på, at antallet af uddannede unge er stagneret, mens landet går en usikker økonomisk fremtid i møde. Derudover er der endnu ikke en klar ide om konstitution af et selvstændigt Grønland.

- Når man ikke ved, hvilket stat man vil have, så kan man ikke lave forfatning på forhånd. Det er ligesom, at man vil bygge et hus, hvor man starter med taget, uden at diskutere økonomien eller, hvordan fundamentet, stuen eller køkkenet skal være. Man starter med taget og går ud fra, at det nok skal løse sige fremover, lød det fra historikeren.

LÆS OGSÅ Klynkeri fører ikke til selvstændighed

Han bakkes op af tidligere politiker og selvstændighedsforkæmper, Aqqaluk Lynge, der huskede på, at Selvstyret endnu ikke har fuldendt sit formål.

- Jeg kan være enig i, at det måske er en noget akavet måde at komme ind på problematikken på, eftersom vi har et Selvstyre, som ikke er gennemført. Der er 32 områder, vi ikke har overtaget, sagde Aqqaluk Lynge, der hellere ser, at der tages et skridt ad gangen.

- Og her er der så et spørgsmålet. Er det ikke bedre, at vi laver en implementeringsprogram, der går længere ud i fremtiden, og hvordan vi rent faktisk løser det store problem med de manglende 32 områder, som vi ikke har overtaget, og som vi hverken har penge eller folk til, sagde Aqqaluk Lynge.

LÆS OGSÅ Spænd livremmen ind for selvstændigheden