Forbund: Selvstyret må indføre mediestøtteordning

Hvis ikke den rest af uafhængige medier skal dø, så skal mediesituationen i Grønland forbedres. Det mener deltagerne i Dansk Journalistforbunds delegeret møde i går.
Skrevet af Karsten Sommer
14. april 2011 06:12

Mediesituationen her i landet er nu så kritisk, at den risikerer at dræbe den sidste rest af uafhængige og konkurrerende medier. Derfor bør Selvstyret indføre en mediestøtteordning, lød det fra Dansk Journalistforbunds delegeretmøde i Nyborg i går.

Journalisterne peger på både finanskrise, bortfald af porto- og distributionsstøtte samt massive besparelser på Selvstyrets annoncebudgetter, som nogle af grundene til, at de trykte medier er kommet under et alvorligt økonomisk pres.

Samtidig påpeger delegeretmødet, at sidste års sammenlægning af Sermitsiaq og AG har betydet at den sidste rest af reel konkurrence forsvandt på avismarkedet.

- Selv om man inden fusionen lovede at de to avisers redaktioner fortsat skulle arbejde uafhængigt af hinanden, er realiteten i dag, at de få tilbageværende journalister skriver til begge aviser, siger Journalistforbundets delegeretmøde.

Næste skridt kan blive et reelt avismonopol i Grønland, hedder det i udtalelsen fra DJ's delegeretmøde.

- Grønland er et ungt, demokratisk samfund, som har hårdt brug for stærke og uafhængige medier. Vi opfordrer derfor Selvstyret til at indføre en mediestøtteordning, der sikrer, at der fortsat er en kritisk presse, og at befolkningen sikres en mangfoldig mediedækning, hedder det blandt andet i udtalelsen fra Dansk Journalistforbunds delegeretmøde i Nyborg.