Fodbold: Nu er der grønt lys til indendørs GM

Ifølge coronareglerne skal landslægen give tilladelse til større arrangementer med flere end 50 deltagere. 
Coronasekretariatet kan ikke tage stilling til arrangementer, der er planlagt til afholdelse efter den 18. april
Skrevet af Noah Mølgaard
19. marts 2021 12:14

Der har lydt lettelsens suk hos Grønlands Boldspilunion KAK i går. 

Coronasekretariatet har nemlig godkendt KAKs ansøgning om at holde grønlandsmesterskaber i futsat i forskellige aldersgrupper.

Coronareglerne er sådan, at landslægen skal give tilladelse, hvis der skal holdes større arrangementer. Det vil sige arrangementer med flere end 50 deltagere. 

- Vi kan med stor glæde meddele, at afholdelse af samtlige mesterskaber frem til 18. april er blevet godkendt af corona sekretariatet, meddeler KAK.

LÆS OGSÅ Futsal: KNI Cup blev generalprøve til GM

Der bliver allerede fløjtet op til GM for U-15 piger og drenge i næste uge, hvor drengene spiller i Aasiaat, mens pigerne spiller i Maniitsoq.

Dameseniorer spiller GM i futsal fra påske, og herrernes GM holdes i Nuuk ugen efter. 

Oldboys i aldersklassen over 35 spiller GM i Narsaq umiddelbart efter påske.

LÆS OGSÅ Fodboldforbund arbejder på GM i futsal

De nuværende regler for arrangementer gælder til 18. april, og det kan ramme oldboys GM for aldersklassen over 45. De skal nemlig holde GM i Nuuk i slutningen af april.

- Coronasekretariatet kan ikke tage stilling til arrangementer, der er planlagt til afholdelse efter den 18. april, fordi regler efter den dato stadig er ukendt. Men vi fortsætter den tætte dialog, meddeler KAK.

  • Arrangementer må kun holdes i følgende byer: 
  • Ilulissat, Aasiaat, Qasiannguit, Qeqertarsuaq, Kangerlussuaq, Maniitsoq, Sisimiut, Nuuk, Paamiut, Narsaq, Narsarsuaq og Qaqortoq. 
  • 30 dage inden, arrangementet skal holdes, må der ikke være konstateret smitte i byen, hvor arrangementet bliver holdt. 
  • Hvis der deltager mere end 50 personer i et arrangement, så skal det være godkendt af Landslægeembedet. Tilskuere bliver regnet med. 
  • Deruover må folk, der er rejst ind indenfor de seneste 14 dage før arrangementet bliver holdt, ikke deltage. Det må folk, der har været i kontakt med nogen, der er rejst ind indenfor de seneste 14 dage, heller ikke. 
  • Hvis der bliver konstateret smitte i en by, imens der er bliver holdt et arrangement, så skal deltagerne være testet negative for corona, før de rejser hjem til deres egne kommuner.