Flygtningestrømmen har nået Danmark

En del af den store flygtningestrøm, som i øjeblikket søger mod Europa fra bl.a. Syrien, Irak og lande i Afrika, er nu også kommet til Danmark. Det oplyser flere danske medier.
Foto © : Morten Jensen/Flickr Creative Commons
07. september 2015 06:45

I weekenden ankom omkring 300 hundrede flygtninge med tog fra Tyskland til Rødby på Lolland.

Her stormede mange af de ankomne i første omgang ud over marker på flugt fra politiet. De er dog senere blev samlet og indlogeret på hoteller, hvor politiet har afhørt dem og oplyst dem om retten til at søge asyl i Danmark.

Foreløbig er 64 personer blevet fragtet videre til asylcentret Sandholmlejren, oplyser DR.

Gruppen er en del af den store flygtningestrøm, som er kommet til Europa ved at sejle over Middelhavet eller flygte ind for eksempel via Ungarn.

Ifølge det tyske nyhedsbureau DPA har Tyskland besluttet at afsætte næsten 45 milliarder kroner næste år til at hjælpe de mange flygtninge, der kommer til Tyskland.

Dansk politi forventer, at der ankommer flere flygtninge med tog til Rødby i løbet af i dag mandag og de kommende dage.