Flere grønlandskfødte ansættes i det offentlige

Der ansættes flere og flere grønlandsk fødte i kommunerne og Selvstyret, det viser et svar fra Naalakkersuisut til Atassuts Sivert K. Heilmann.
Selvstyret beskæftiger flere og flere grønlandsk fødte med en længere varende uddannelse. Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
16. juni 2016 06:35

Siverth K. Heilmann vil vide, hvor mange danskere der bestrider højere stillinger i det offentlige - det har Naalakkersuisut ikke tal på - men Departementet for Finans har til gengæld statistik over, hvor mange danskfødte der generelt er ansat i Selvstyret, kommunerne og de selvstyreejede virksomheder.

Tallene viser, at især blandt ansatte med en høj uddannelse beskæftiger det offentlige i højere grad grønlandskfødte.

- Blandt de grønlandskfødte ansatte med længerevarende uddannelse steg antallet fra 312 i 2008 til 495 i 2014 - en stigning på 183 ansatte. Antallet af højtuddannede danskfødte steg også, men kun med 69.

- Grønlands Selvstyre har altså i stigende grad haft brug for højtuddannede medarbejdere, og en stigende andel af de ansatte er grønlandskfødte, hedder det i svaret fra Naalakkersuisoq for finans, Randi Vestergaard Evaldsen til Siverth K. Heilmann.

Foto © : Grønlands Statistik

I kommunerne er andelen af grønlandskfødte ansatte med en erhvervsuddannelse steget fra 95 procent til 97 procent i perioden 2008 til 2014. For højtuddannede er andelen af grønlandskfødte steget fra 76 procent til 81 procent.

I de selvstyreejede virksomheder er andelen af grønlandskfødte ansatte ligeledes steget både hvad angår ansatte med en erhvervsuddannelse og en længerevarende uddannelse.

I sit svaret fremhæver Randi Vestergaard Evaldsen, at "Naalakkersuisut hverken finder det relevant eller hensigtsmæssigt at inddele sine ansatte efter etniske tilhørsforhold", men svaret vidner om, at departementet har en omfattende statistik, der beskriver de ansattes etnicitet.