Flere evakueret efter færøsk storbrand

En stor brand er brudt ud på en fiskefabrik på Færøerne, og flere er blevet evakueret. Det skriver Kringvarp på deres hjemmeside.
Skrevet af Jonas Fievé
09. juni 2017 10:41

Opdateret: 12:05

Branden er opstået på en fabrik i byen Tvøroyri på den sydligste Ø Suðuroy. Ifølge en journalist fra Kringvarp - Færøernes svar på KNR - er det endnu uklart, hvordan branden er opstået.

- Det der umiddelbart skete, det var, at der var rigtigt meget røg, som kommer fra ammoniak fra fabrikken. Derfor var der meget fokus på at få folk evakueret, siger Rógvi Olavson.

I nærheden af fiskefabrikken ligger der både en skole og et sygehus, og der er derfor en del mennesker, der er blevet evakueret.

- Dog ikke folk, der ligger på sygehuset, som er blevet flyttet til et trygt område inde på sygehuset. Men børnene og alle dem der bor på stedet er blevet flyttet, da det er for farligt at være der.

Desuden opfordrer politiet folk til at holde sig væk fra området.

Skib indsat i slukningsarbejdet

De første meldinger om branden kom ved ti tiden lokal tid, og et skib fra den færøske kystmyndighed har deltaget i slukningsarbejdet.

Så snart skibet kom ind, så kom brandvæsnet på land også i gang igen, de havde stoppet brandslukningsarbejdet i et par timer, da det var blevet for farligt for dem at arbejde så tæt på fabrikken, siger Rógvi Olavson.

Fiskefabrikken har ellers været en solstrålehistorie for Suðuroy, da den har skabt 200 arbejdspladser på en ø, hvor man tidligere har manglet arbejdspladser.

- Det er en topmorderne fiskefabrik, som nu er gået op i røg. Derfor forventer man, at der er en masse arbejdspladser, der i første omgang er gået tabt, fortæller Rógvi Olavson, som er journalist på Kringvarp på Færøerne.