COP21 Færøerne har udskudt klimabeslutning

Færøerne har endnu ikke besluttet sig for, om landet vil gå med i klimaaftalen fra Paris.
Foto © : Begemot/Flickr Commons
Skrevet af Thomas Munk Veirum
20. april 2016 13:49

Fredag underskriver den danske energi- og klimaminister klimaaftalen fra Paris ved en stor ceremoni i FNs hovedkvarter i New York.

Det er dog endnu uklart, hvor stor en del af rigsfællesskabet, der reelt bliver omfattet af aftalen - Færøerne har nemlig ikke besluttet sig endnu.

I går blev det klart, at aftalen bliver uden deltagelse af Grønland, da Vittus Qujaukitsoq forklarede, at Naalakkerusisut vurderede, at Grønland kunne blive straffet økonomisk, hvis aktiviterne i råstofindustrien udvides.

Læs også Vittus: Klimaaftalen er unfair for Grønland

Færøerne skal på samme vis beslutte, om de vil gå med i aftalen, men det færøske udenrigsministerium oplyser til KNR, at beslutningen er blevet udskudt.

- Miljøministeriet har været positive overfor aftalen, men de er endnu ikke færdig med at behandle sagen, og ministeriet er endnu ikke kommet med en konklusion, forklarer Gunnar Holm Jacobsen, embedsmand i det færøske udenrigsministerium.

Embedsmanden forklarer, at Færøerne har været i dialog med udenrigsministeriet i Danmark, og at Færøerne skal give endeligt svar, om de vil tage et territorialt forbehold som Grønland, inden klimaaftalen på et endnu ukendt tidspunkt ratificeres.