Fåreholdere venter på tørke-løsning

Op mod 40 fåreholdersteder i Sydgrønland er økonomisk presset af tørken. De venter nu på finansieringsløsning fra selvstyret.
Foto © : Visit Greenland/Franziska Mahler
28. august 2015 13:41

Med mere end to måneder siden sidste nedbør faldt, er op mod 40 fåreholdersteder i Sydgrønland nu sat i en alvorlig situation.

Tørken har betydet en fejlslåen høst, som inden længe resulterer i alvorlig mangel på grovfoder. Også selv om sidste foderforsyning på 1800 tons kom så sent som 12. august, er der stærkt behov for mere.

Det fortæller Múte Bourup Egede, foderstofhandler i Qaqortoq, som i samarbejde med fåreavlerne i øjeblikket er ved at indsamle de sidste ordrer til en yderlig bestilling af foder.

Læs også Landbruget ramt af tørke

Fåreholdere mangler finansiering
Men trods den alvorlige situation tøver mange af fåreholderne med at bestille ekstra foder. Det vil nemlig betyde et alvorligt hak i økonomien, især for flere nyopstartede fåreholdere. Flere vil derfor have brug for at optage lån for at opretholde deres nuværende bestande, oplyser Konsulenttjenesten for Landbruget.

Derfor har SPS-Fårholderforening sammen med Konsulenttjenesten bedt Departemenetet for Fiskeri, Fangst og Landbrug om at se på finansieringsmuligheder til foderbestillingen.

- Det er hos Departementet, hele humlen ligger lige nu. Hvis ikke der kommer en eller anden for for hjælp fra selvstyret, må mange reducere bestanden ret betragtelig til efteråret, fortæller Mutè Bourup Egede ud fra sin kontakt til fåreholderne til KNR.


Departement arbejder på løsning
Ifølge Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug er man i færd med at se på sagen. Her bliver der set på, hvorvidt der kan komme en ekstra mængde foder inden for bevillingen af dette års finanslov, mens fåreholderne selv må betale for at chartre et skib til bestillingen.

Det afhænger dog af fodermængden, som fåreholderne har brug for, oplyser departementet.

Forslaget om en mulig finansiering skal behandles af Naalakkersuisut i næste uge.