EU fastholder inuit-undtagelse for sælprodukter

Grønland har stadig lov til at sælge sælskindsprodukter til EU's lande. Det ligger nu fast, efter at Europa-Parlamentet i dag vedtog en ny sælskinds-forordning.
Foto © : Camilla Dam/KNR
08. september 2015 12:06

Efter mere end et års pres fra Grønland og Danmark, kan Grønland fortsat få lov til at sælge sælskind til EU-landene. 

Det besluttede et flertal i Europa-Parlamentet i dag, da det lykkedes at få fastholdt den såkaldte inuit-undtagelse i EU’s sælskindsforordning. 

Læs også EU-forhandlinger afgørende for Great Greenland

Det fortæller den danske socialdemokratiske EU-parlamentariker Christel Schaldemose, som har været en af de danske politikere, der har talt Grønlands sag i striden om sælskind.

- Der er fortsat en inuit-undtagelse i vores import- og eksportforbud af sælprodukter, og det betyder helt konkret, at Grønlands sælskind fortsat vil være fuldt lovligt på det europæiske marked, siger hun til KNR.



Pres har overbevist parlamentarikere
Det er Verdenshandelsorganisationen WTO, som har pålagt EU at stramme reglerne for import af sælskind, fordi organisationen fandt det forkert, at fangere i lande som Grønland og Canada fanger sæler med kommerciel salg for øje og ikke alene for at spise og sælge sælkødet.


Men takket være et massivt pres fra både Grønland og Danmark er det lykkedes at omvende en lang række parlamentarikere i Bruxelles.


- Ikke mindst indsatsen fra Grønland og fra dansk side har været med til at give parlamentarikerne en indsigt i, hvad det er for nogle vilkår, der er i fangersamfundet. Hvorfor er sælfangsten så vigtig og i øvrigt så bæredygtig?

 

- Takket være den indsats er det faktisk lykkes at overbevise det store flertal af Europa-Parlamentet, at lige præcis inuit-undtagelsen skulle vi ikke røre ved, siger Christel Schaldemose.


Kommission skal oplyse om sælskind
Med beslutningen mandag tvinger Europa-Parlamentet samtidig EU-Kommissionen at lave en storstilet oplysningskampagne til  borgere og myndigheder, herunder bl.a. toldere, i Europa om, at grønlandske sælskindsprodukter er både lovlige og bæredygtige.


- Der er nemlig mange, der tror, at sælskindsprodukter generelt er forbudt, og at der ikke er nogen undtagelser, og det er der. Og derfor har vi forpligtiget EU-kommissionen til at give både borgere og myndigheder viden om, at sælskindsprodukter fra Grønland og andre inuit er fuldt ud lovlige i EU, siger Christel Schaldemose.

Reglerne for sælskinds-import til EU bliver dog strammet for Sverige og Finland, som ind til nu har kunnet sælge skindet fra sæler, som blev skudt for at holde bestanden nede som led i EU-ordningen Marine Ressource Management (MRM).

 

Fremover må landene i stedet kassere eller på anden måde skaffe sig af med sælskindet.