Etisk råd for sygeplejersker skal gavne patienterne

Sygeplejersker skal træffe svære valg og står ofte alene med de store spørgsmål, der skaber usikkerhed og utryghed hos den enkelte sygeplejerske. Det er blandt andet disse problemstillinger, som det nystiftede sygeplejeetisk råd skal rette op på.
Skrevet af Mads Pedersen
21. november 2017 15:26

Først og fremmest skal der fokuseres på at udvikle grønlandske sygeplejeetiske retningslinjer.

- Som sygeplejersker arbejder vi med mennesker i alle livets faser, fra fødsel til død. Vi er så at sige patienternes advokater. Vi forholder os til mange ting i vores relation med et andet menneske og i mødet med et andet menneske. Vi rådgiver og vejleder patienter og deres pårørende i deres forløb, fortæller rådets nye formand Inuuti Fleischer til KNR.

Sundhedspersonalet kan til dagligt møde etiske udfordringer.

- Det kan være dilemmaer, hvor det kan være svært at håndtere en situation, eksempelvis, hvis det ikke giver mening ud fra de værdier, man arbejder ud fra. Hvorfor skal man sende en patient til undersøgelse, hvis det er udsigtsløs? forklarer Inuuti Fleischer.

LÆS OGSÅ Samfundet har brug for etiske retningslinjer

Til Peqqissaasut Kattufiat´s generalforsamling d. 2. november blev sygeplejeetisk råd i Grønland etableret med 6 medlemmer. Rådet har nu konstitueret sig med Inuuti Fleischer som formand og Rikke Bruun de Neergaard som næstformand.

- Rådet glæder sig til at komme i gang med arbejdet, som er at synliggøre etiske problemstillinger i sygeplejen, støtte medlemmer, som oplever etiske dilemmaer og udvikle etiske retningslinjer. Rådet vil på denne måde højne kvaliteten af sygeplejen for den enkelte patient, skriver rådet i en pressemeddelelse.

Rådet vil bruge det første år på at udvikle grønlandske sygeplejeetiske retningslinjer, lyder det.