Erik Jensen forklarer dårlige tal: Vi ligger altid dårligt i meningsmålinger

I en ny meningsmåling står Siumut til det dårligste valg nogensinde.
Ifølge meningsmålingen står partiet til at få 23 procent af stemmerne, hvilket er en tilbagegang på 4 procentpoint i forhold til i 2018. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Mads Lynge
02. april 2021 19:31

Mediehuset Sermitsiaq har sammen med HS Analyse offentliggjort en meningsmåling forud for Inatsisartutvalget på tirsdag.

Og her står Inuit Ataqatigiit til et usædvanligt godt valg. Hele 36 procent af befolkningen vil ifølge meningsmålingen stemme på IA, hvilket vil betyde, at partiet vil stå med 12 mandater efter valget.

Omvendt ser det ikke godt ud for Siumut, der går tilbage.

Valgresultat for Siumut:

  • 2013: 12.910 stemmer og 42,8 procent.
  • 2014: 10.108 stemmer og 34,3 procent.
  • 2018: 7.957 stemmer og 27,2 procent.
  • (2021 meningsmåling:): 23,2 procent.

Kilde: Valg.gl.

Ifølge meningsmålingen står partiet til at få 23 procent af stemmerne, hvilket er en tilbagegang på 4 procentpoint i forhold til valget i 2018.

Det vil betyde, at Siumut ville gå fra 9 til 8 mandater, og Sermitsiaq skriver, at det er det laveste mandattal for Siumut siden Hjemmestyrets indførelse.

- Resultatet kan måske skyldes, at vi har nogle interne ting, som vi skal have helt styr på, og som vi skal have diskuteret bedre internt i partiet, siger Erik Jensen, der ikke er overrasket over tallene.

- Vi tager det selvfølgelig til efterretning, men vi er ikke overrasket over det, fordi op til valget spås Siumut altid at få en stor tilbagegang, men jeg ved, at vores partifæller og kandidater gør et kæmpestort arbejde for at opnå det bedste resultat nogensinde, siger Erik Jensen.

LÆS OGSÅ Meningsmåling: IA står til massiv fremgang

Op til valget i 2018 var meningsmålingen, som HS Analyse dengang lavede for KNR og Sermitsiaq, dog ganske tæt på det valgresultat, som Siumut fik i sidste ende.

Meningsmålingen viste, at Siumut stod til 27,4 procent af stemmerne, mens valgresultatet endte på 27,4 procent.

Ser man bort fra meningsmålinger, er Siumut også gået tilbage i forhold til det endelige valgresultat.

Fra valget i 2013 til seneste valg i 2018 har Siumut mistet knap 5.000 stemmer, og står den seneste meningsmåling til troende, fortsætter nedturen for partiet.

- Vi arbejder på højtryk for at vende kurven, så vi kan få et godt valgrestultat, siger Erik Jensen.