Enighed om makrelkvoter

Færøerne, Norge og EU er blevet enige om kvoter for fangst af makrel i Nordøstatlanten i 2015. Aftalen tildeler de færøske fiskere knap 133.000 ton, Norge 237.000 ton og EU-fiskere knap 520.000 ton makrel.
24. november 2014 16:48

Hertil er der afsat en reserve på cirka 164.000 tons, svarende til godt 15 procent, som kan gives til andre lande, der tilslutter sig aftalen - det vil først og fremmest sige Island, som tidligere ensidigt har forhøjet sin egen makrelkvote sammen med Færøerne.

    
Fordelingen af kvoter er opfølgning på den aftale for 2014-2018, der blev indgået i London 12. marts, og som afsluttede den såkaldte makrelkrig mellem EU, Færøerne og Norge.

    
Ifølge Ices, Det Internationale Havforskningsråd, betyder kvotefordelingen, at makrelfiskeriet næste år er bæredygtigt, oplyser EU-Kommissionen.


Der er dog ingen begejstring hos Esben Sverdrup-Jensen, formand for landets største fiskefartøjer, samlet i Danmarks Pelagiske Producentorganisation.

    
- Der er rigtig meget makrel i Nordatlanten, og den virkelighed, mener vi ikke, er afspejlet i den videnskabelige rådgivning, siger han til Ritzau. Ifølge ham er bestanden nok undervurderet med 50 pct.

    
- Det er aldrig hensigtsmæssigt, når man ikke forvalter disse fiskebestande på fornuftig måde. Hvis der er for mange makrel i havet, er der stor risiko for, at en del af sildeynglen bliver spist. Så man kan ikke bare lade en bestand vokse sig gigantisk, vi bliver nødt til at sikre balancen, siger formanden for de store fiskefartøjers organisation i Danmark.