Pituffik Eksperter: God timing for aftale med USA

Selvstyret og Udenrigsministeriet har mulighed at lande en ny aftale med USA om reglerne for servicekontrakter på Pituffik, inden Trump tiltræder. Det vurderer to forskere.
Foto © : MT Højgaard
19. november 2016 11:36

Grønland, Danmark og USA kan være tættere på en aftale, der kan afslutte den årelange strid om servicekontrakten på Pituffuk.

Det sagde udenrigsminister Kristian Jensen på et pressemøde torsdag i Nuuk. 

- Derfor håber jeg, at vi i de kommende uger vil se fremdrift i forhandlingerne både i vores interne afklaringer, men også i dialogen med amerikanerne.

   LÆS OGSÅ: Slaget om Pituffik er tabt

Aftale før Trump-indsættelse

Kristian Jensen erkender, at det trods klagesager ved amerikanske domstole ser ud til, at den tidligere udbudsafgørelse fra 2014 står ved magt - altså overtager det amerikanskejet selskab Exelis Services A/S servicen af Pituffik til næste år.

Men Kongeriget har stadig muligheden for at indgå en ny aftale om reglerne for fremtidige udbud på Pituffik, sådan som det blev aftalt i 2015.

   LÆS OGSÅ: USA: Nyt Thule-udbud sandsynligt om 1-3 år

Og her kan timingen lige nu være god, vurderer Mikkel Runge Olesen, forsker i dansk-amerikansk forhold ved Dansk Institut for Internationale Studier. For med indsættelsen af Trump som USA’s næste præsident er der stor usikkerhed om, hvordan USA’s forsvarspolitik bliver.

- Det amerikanske luftvåben vil gerne have ro på omkring deres baser. Og med sådan en sag her, hvor Danmark-Grønland føler sig dårligt behandlede, giver det en uro, som man gerne vil være foruden. Så hvis man kan få den her sag lukket, så tror jeg gerne, at de (det amerikanske luftvåben, USAF, red.) vil det.


Vigtigt for Grønland - mindre vigtigt for USA

Usikkerheden om Trumps forsvarspolitik kan også være en forhindring for forhandlingerne, vurderer en anden ekspert, seniorforsker og videdirektør for Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, Kristian Søby Kristensen.

- Et andet scenarie er, at der ikke er så stor lyst til at røre ved sagen, fordi den skal indgå i globale forhandlinger om baser og baseaftaler rundt om i verden.

Men set i forhold til forhandlinger om NATO-betaling og andre amerikanske baser i verden, som Trump har varslet, er Pituffik-striden en forholdvis lille sag. Og det kan være en fordel for den grønlandsk-danske forhandlingsposition.

   LÆS OGSÅ: OVERBLIK: Den tabte servicekontrakt på Pituffik

For jo færre konflikter, det amerikanske forsvar skal klare efter præsidentskiftet, desto bedre.

- Jeg vil vurdere, at det (Thule-sagen, red.) er en relativ lille ting i det store Pentagon-system. Så der kan være interesser i Pentagon, der taler for at få fikset den her sag nu, siger Kristian Søby Kristensen.