Eimskip parat til at investere i store atlantskibe sammen med Royal Arctic Line

Det islandske rederi Eimskip er parat til at investere i tre store atlantskibe i samarbejde med Royal Arctic Line. Det bekræfter administrerende direktør Gylfi Sigfússon i et TV-interview med Islands Kanal 2.
Foto © : Corey Templeton/Flickr Creative Commons
27. oktober 2016 06:57

De tre kommende skibe skal servicere både Færøerne, Island og Grønland. Og kan rumme omkring tre gange så mange containere som RALs nuværende største atlantskibe Nuka og Naja Arctica. Også for Eimskip vil er skibene dobbelt så store, som rederiets hidtidige fragtskibe.

Gylfi Sigfússon lagde i TV-interviewet ikke skjul på, at det er tanken at bruge Aarhus som afgangshavn fra Danmark - og at rederierne vil betragte hele Nordatlanten som marked, og dermed også inkludere Færøerne.

Læs også Royal Arctic Line går sammen med Eimskip om køb af nye skibe

Eimskip-direktøren sagde videre, at trafikken vil målrette sig både mod Europa og Amerika. Og det betyder muligheder for, at der på sigt kommer direkte forbindelser til USA og Canada.

At man har besluttet at bygge så meget større skibe end før, har direkte sammenhæng med udvidelsen af havnen i Nuuk, samt at de nye skibe også vil give havneudvidelser i såvel Reykjavik som Torshavn.

Det er stadig ikke afgjort hvilket skibsværft der skal stå for bygning af de tre nye skibe.