Disko Line dømt for at bringe passagerer i fare

Disko Line er fredag blevet idømt en bøde på 20.000 kroner for at have sejlet med passagerer, selvom udstyr på båden var gået i stykker.
Arkiv: Disko Line idømt bøde på 20.000 kroner
Skrevet af Kenneth Elkjær
16. december 2016 16:12

Rederiet er fundet skyldig i at have sejlet i strid med såkaldt godt sømandskab under en sejlads i november 2012, fordi de sejlede med passagerer, selvom skærmen til navigationsudstyret var gået i stykker.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

- Vejret i Grønland kan hurtigt skifte, og om vinteren kan snestorme opstå meget hurtigt. Man kan derfor ikke forlade sig på, at man kan sejle ud fra landkending alene – og da slet ikke, når man også har ansvar for passagerer. Dette var retten enig i, og det er vi tilfredse med, siger Adam Fischermann, anklager fra Grønlands Politi.

Rederiet indsatte på grund af problemer med virksomhedens sædvanlige færge en Targa til at stå for transport af passagerer fra Qeqertarsuaq til Ilulissat med stop i Aasiaat. Ombord var 10 personer, heriblandt flere børn.

Mens mørket faldt på, blev båden fanget mellem Aasiaat og Ilulissat i hård søgang og snestorm. Heldigvis kunne skipperen selv finde sin position via VHF-radioen og anmode rederiet om at sende en færge til undsætning. Alle blev herefter bragt tilbage på land i god behold i Ilimanaq.

Sagen har forud for Retten i Grønlands behandling været behandlet ved Qaasuitsup Kredsret i to omgange, idet sagen på grund af rettergangsfejl blev hjemvist til fornyet behandling.

Rederiet har nu 14 dage til at tage stilling til, hvorvidt de vil anke sagen til Grønlands Landsret.