Diplomaten Sung Choi skal knytte Grønland og USA tættere sammen

USA har ansat en medarbejder, der delvist skal være i Grønland. Han skal styrke samarbejdet mellem USA og Grønland.
Carla Sands Sung Choi
Sung Chois opgave bliver at styrke det diplomatiske samarbejde mellem Grønland og USA. Sung Choi står til højre, til venstre er den amerikanske ambassadør Carla Sands. Foto: KNR
14. maj 2019 15:47

Den amerikanske diplomat Sung Choi er USA's nye mand i Grønland. 

Han blev præsenteret af den amerikanske ambassadør, Carla Sands på erhvervskonferencen Future Greenland i dag, for USA vil knytte stærkere diplomatiske bånd til Grønland ved at have en permanent statslig tilstedeværelse her i landet.

Sung Chois opgave bliver at styrke det diplomatiske samarbejde mellem Grønland og USA - både politisk og erhvervsmæssigt.

- Min opgave er blandt andet at knytte bånd mellem folk og udvide vores økonomiske og handelsmæssige bånd,  siger Sung Choi til KNR.  

LÆS OGSÅ USA vil oprette repræsentation i Grønland

Der bliver ikke tale om en officiel repræsentation eller ambassade her i Grønland. Diplomaten skal bruge halvdelen af sin arbejdstid i Grønland og den anden halvdel i Danmark, slog Carla Sands fast i sin tale under Future Greenland. 

Amerikanerne arbejder nu på at ansætte en grønlandsk medarbejder, der skal assistere ham og den amerikanske ambassade i Danmark. Medarbejderen skal arbejde i Nuuk fuld tid.  

Faktisk har Sung Choi allerede været to uger i Nuuk, hvor han blandt andet har arbejdet med forberedelserne til besøget af den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo, der blev aflyst i sidste øjeblik.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut hilser permanent amerikansk tilstedeværelse velkommen

Og Sung Choi kommer ikke til at sidde stille bag et skrivebord, når han er i Grønlands hovedstad, forsikrer Carla Sands overfor KNR: 

- Da han fik jobbet, sagde jeg til ham: Du skal rejse på hundeslæde, snescooter, i fly og helikopter og på båd. For du er vores repræsentant i Grønland, siger hun.

For Sung Choi skal få en forståelse af den grønlandske kultur og befolkning, og det ser han frem til, siger han: 

- Min primære opgave er at lære Grønlands befolkning at kende. Det betyder, at jeg skal rejse en del og ikke kun sidde i Nuuk.

USA har tidligere haft et konsulat i Nuuk fra 1940 til 1953. I 2013 åbnede Island et konsulat i Nuuk, hvilket var den første permanente diplomatiske tilstedeværelse i Grønland siden 2. verdenskrig.