Det sker i Inatsisartut onsdag

Inatsisartut starter i dag med den faste onsdags-spørgetime, hvor det er Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen, Sara Olsvig, der skal besvare spørgsmål fra salen.
Foto © : Nils Baum/Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Karsten Sommer
24. maj 2017 07:38

Klokken 12 går så den 21. mødedag i gang med hele 12 punkter på dagsordenen.

10 af punkterne er dog 3.behandlinger, som ikke forventes at afføde de store debatter.

Første punkt handler om ændringer i Sprognævnets kompetence vedrørende godkendelse af nye ord, former og vendinger.

Nævnet skal således fremover blot følge og registrere det grønlandske sprogs udvikling, men ikke foretage egentlig godkendelser af nye ord og vendinger. Og det er der opbakning til i Inatsisartut.

Dernæst skal en lovændring, der professionaliserer Grønlands Stednavnenævn, vedtages.

Doris Jakobsen understreger Grønlands rigdom af stednavne, og anbefaler at loven om Stednavne opdateres og strammes, så nævnets arbejde foregår på et struktureret og tidsvarende grundlag.

Dernæst skal havmiljølovgivningen tilpasses den internationale ret på området. Det betyder blandt andet strammere regler om beredskab og forureningsovervågning.

Der skal også vedtages en ny forordning, der skal gøre det muligt at personer med nedsat arbejdsevne, fortsat skal kunne have tilknytning til arbejdsmarkedet.

Dernæst skal en række regler stramme op på skattelovgivningen, og et forslag om nedjustering af Nunaoils aktiviteter vedtages.

Forslaget om længere åbningstider for spiritussalg bliver henvist til Efterårssamlingen, hvor det skal indgå i en revision af hele den gældende alkohollov.

Vestnordisk Råd har foreslået en fælles konference mellem Færøerne, Island og Grønland om de tre landes rolle i den ny geopolitiske virkelighed - og det er der opbakning til blandt Inatsisartuts partier.

Og til sidst i dag et udsat punkt fra i går, hvor slædehunde kulturen skal til forespørgselsdebat.