Det Grønlandske Hus i Aarhus tilbyder gratis retshjælp

Fra årsskiftet tilbyder Det Grønlandske Hus i Aarhus gratis retshjælp til husets brugere.
27. december 2015 07:53

Det sker, selv om der i dag er et generelt tilbud om retshjælp til indbyggere i Aarhus Kommune.

Men ifølge direktøren i Det Grønlandske Hus i Aarhus, Jørn Holbech, kan der være sager, hvor den grønlandske baggrund spiller særligt ind. 

Det oplever Huset blandt andet inden for familie- og boligsager.

- Økonomi fylder jo rigtig meget, når du flytter fra Grønland. Og der er mange, som bliver overraskede og hvirvles ind i nogle ting omkring deres boligsituation, som kan gøre, at de risikerer udsættelse eller har problemer med at forstå, hvordan det danske boligsystem er skruet sammen, siger Jørn Holbech til KNR.

Det er advokatfirmaet Lindhardt Steffensen Advokater, som vil stå for retshjælpen, blandt andet med advokat Søren C. Volder, som er tidligere chef for den juridiske afdeling i det tidligere Hjemmestyre.

Også De Grønlandske Huse i Odense og København tilbyder i dag gratis retshjælp.