Efterladt efter selvmord: Det er et sår, som aldrig rigtig heler
- For hver gang, jeg har oplevet et selvmord, er der forsvundet en del af mig, som aldrig kommer tilbage. Jeg føler mig i bogstavelig forstand forladt. Jeg føler mig alene, jeg føler mig efterladt, siger Rebekka Petersen.
Hun har mistet ikke bare en, men fire af sine tætte familiemedlemmer til selvmord, og følelsen af at være forladt og fortabt sidder stadig i hende.
Som 17-årig oplevede hun første gang at blive efterladt efter selvmord, da hendes yngste bror valgte at tage sit eget liv.
De følgende seks år oplevede hun ikke kun et, men to selvmord mere, da hendes ældste bror og far valgte samme udvej.
- De tog også en del af mig med sig. Da jeg mistede min far, mistede jeg ikke kun en stor del af mig, jeg mistede også ham, jeg kunne læne mig op ad, når livet var svært.
Det lå ikke i kortene
Som barn voksede Rebekka op i en søskendeflok på fem, med en far, der var fanger og forsørgede familien og en mor, der passede hjemmet. Specielt var hun tæt knyttet til sin yngste storebror og følte sig altid beskyttet af den ældste.
- Vi havde et forhold fuld af søskendekærlighed med krig og kærlighed om de små dagligdagsting som opvask og andre pligter, fortæller hun.
Der var styr på det i familien. Den yngste bror manglede kun en lille del af sin uddannelse, før han kunne kalde sig butiksassistent.
Men så langt nåde han aldrig, før hans venner fandt ham død. Et par timer inden havde han fortalt dem, at han havde noget at sige. Men ingen fandt ud af, hvad han havde på hjerte, før det var for sent.
Hans død kastede Rebekka ud i et følelsesmæssigt stormvejr.
- Det første selvmord var enormt hårdt. Jeg forsøgte at rumme det, men jeg kunne ikke, så jeg begyndte at drikke, og når jeg drak, blev jeg sur, og når jeg var sur, skældte jeg ham ud.
- 'Du kan kræftedme ikke være det bekendt', råbte jeg og ødelagde møblerne på mit kollegieværelse. Og så græd jeg, for jeg havde ikke noget sted at placere mine følelser.
Ikke det værd
Selvom de svære følelser var mange, og vredesudbruddene stod i kø, og hun følte at hendes hjerte var gået i tusinde stykker den dag, hun sagde det endelige farvel, valgte hun, at vreden og alkoholen ikke skulle være hendes vej i livet.
- Min verden gik i stykker efter begravelsen, jeg følte mig alene og jeg var fortvivlet, for hvad skulle jeg stille op nu?
- Men jeg orkede ikke at være sur hver gang, jeg fik noget at drikke, for det er ikke et liv værd. Så jeg sagde det højt. 'Når jeg er fuld, bliver jeg sur, når jeg er sur, skælder jeg ham ud og ødelægger ting omkring mig', siger hun.
Med hjælp fra familie gik hun til sin studievejleder og kom til psykolog. Her fik hun hjælp til at sætte ord på, hvordan det var at være efterladt efter selvmord, og hvad hun gerne ville have ud af sit liv.
- Jeg sagde ordret, ”jeg ønsker ikke at opleve et selvmord endnu en gang, for det orker jeg ikke, og ingen fortjener at være efterladt til selvmord”.
Det er hårdt at være erfaren
Men sådan gik det langt fra – tværtimod.
Da Rebekka var 19, begik hendes ældste bror selvmord, og da hun var 23, mistede hun sin far, som også valgte at tage sit eget liv.
- Jeg husker ikke, da min onkel fortalte mig, at min far var død – heller ikke den dag i dag. Det fandt jeg først ud af senere i samtalen.
- Da det gik op for mig, brød min verden sammen igen, og min første tanke var, 'hvordan skal jeg leve videre uden ham?' Jeg følte mig fortabt, og det gør jeg også nu, når jeg snakker om det, fortæller hun med tung stemme.
Selvom hun havde prøvet det før, og kendte til tomrummet og følelsen af at være efterladt og fortabt, var der stadig noget, der var anderledes end første gang.
- Det er hårdt at sige, men jeg havde erfaring, da min ældste bror og far tog deres liv. En erfaring, jeg ikke havde, da jeg oplevede det første gang, en erfaring, der gjorde mig stærkere til begravelserne.
- Hvert selvmord giver nogle nye følelser, fordi det er en anden relation, men jeg kunne godt genkende nogle af dem, fortæller hun.
Snak med andre – det hjælper
Da Rebekka oplevede selvmord for tredje gang, gik hun selv til byens præst i Nuuk, for at få hjælp til at håndtere den enorme sorg, som farens død havde efterladt, men også følelsen af deja-vu, som den medførte.
Hun flyttede til Danmark, og gik her i samtalegrupper for andre unge, der havde mistet til selvmord, og det blev for alvor hendes redning.
- Det, at man ikke skal forklare de følelser, man sidder med, for de andre sidder med de samme følelser og kender dem. Man kan bare snakke, og den rummelighed har virkelig hjulpet, fortæller hun.
Hun er overbevist om, at hendes snakke med psykologen i hendes unge år og de samtaler, hun havde med andre i samme situation, har været med til at hjælpe hende videre til i dag at stå stærkt og vælge livet til.
Tiden læger alle sår, eller gør den?
I dag sidder Rebekka tilbage med en række spørgsmål, som hun aldrig får svar på, men hun er afklaret med, at det er en del af hendes livshistorie, og hun kæmper videre også på de svære dage, efter hendes niece også har begået selvmord.
Så selvom Rebekka ifølge eksperter er i særlig risiko for selv at begå selvmord, fordi hun er efterladt, er hun fast besluttet på at leve livet fuldt ud.
- Jeg skal leve for dem, der døde alt for unge. Det har jeg tænkt så mange gange, at det er blevet et mantra for mig i dag, så jeg gør det, også på de hårde dage. For det er sådan det er. De fire selvmord er en del af mig.
Og hun er åben omkring det. For det har i modsætning til det generelle billede aldrig været et tabu for hende at snakke om, at hun er efterladt efter selvmord.
- Min familie er lige så meget dem, der ikke er her længere, for de har været med til at forme mig, siger Rebekka.
Det betyder ikke, at det ikke er svært, understreger hun med grådkvalt stemme. For der er så mange ting, man gerne vil dele med dem, som man aldrig får mulighed for.
- Alt, hvad der sker af nyt, man gerne vil dele med dem, åbner for såret. Det er hårdt, det gør ondt, og man tør næsten ikke røre ved det. Men jeg føler, jeg står stærkt i dag, for det er som om, der er kommet skorpe på såret, og det er ved at hele og blive til et ar. Et ar der er der på en fin måde, og som er forbundet med minder.
Rebekka er langt fra alene med sin historie. De sidste ti år har antallet af selvmord i Grønland ligget på 40 til 60 personer om året. Det efterlader samme antal familier, der skal leve med svære følelser, frustrationer og savnet resten af livet.
Er du selv i krise, eller har du tanker om selvmord, så ring til Tusaannga på 80 11 80.
