Departementschefen for familieområdet forlader også sin stilling

Susie Marthin Kjeldsen er efter gensidig aftale fratrådt sin stilling ved udgangen af februar. Det bekræfter formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, i et svar til I Agathe Fontain, Inatsisartut-medlem for Inuit Ataqatigiit, i et paragraf 37-svar.
Skrevet af Jens Thorin
03. marts 2015 11:05

Departementschefen forlader stillingen i en tid, hvor hendes afløser, altså den konstituerede departementschef, også er konstitueret som departementschef for Departementet for Sundhed.

Læs også Hardenberg fyret som departementschef

Men det ser Naalakkersuisut ingen problemer i.

- Naalakkersuisut finder, at den valgte umiddelbare løsning for ledelsen i de to departementer er betryggende for opgaveløsningen i de to departementer, skriver Kim Kielsen i sit svar.

Men han understreger dog samtidig, at der ikke er nogen planer om at lægge de to departementer sammen.

Det fremgår også af svaret til Agathe Fontaine, at den nu tidligere departementschef Susie Marthin Kjeldsen vil få udbetalt et beløb, der svarer til 18 måneders løn inklusiv pension.

Hertil kommer feriegodtgørelse og eventuelle fratrædelsesomkostninger ved flytning.