Demokraatit undrer sig over sløjfet hjælp til ufrivilligt barnløse

Hjælpen var egentlig på vej, blev der sagt i sommer. Men nu viser det sig, at der alligevel ikke er afsat penge til behandling af ufrivilligt barnløse. Ufint og uærligt, mener ordfører.
Intet var meldt ud - hverken til partier eller befolkningen. Og det bekymrer Bjørk Lange Olsen. Arkivfoto
Skrevet af Kim Hinrichsen
02. januar 2024 07:50

I august stod daværende naalakkersuisoq for finanser Naaja Nathanielsen (IA) stolt og præsenterede planerne om at sætte knap ni millioner af til at hjælpe ufrivilligt barnløse.

Pengene skulle bruges til de såkaldte IVF- og ICSI-behandlinger i Danmark, hvor alle udgifter til rejse, ophold, undersøgelse og behandling skulle være på sundhedsvæsenets regning. 

Men den plan er gået i vasken, viser det sig nu.    

Og det undrer i den grad Demokraatits sundhedsordfører Bjørk Lange Olsen, der var med til at skubbe på for, at der skulle komme hjælp til de barnløse par:

- Først og fremmest blev jeg meget overrasket. Det undrede mig meget. Det er jo en sag, hvor der i foråret var enighed blandt alle partier om, at der skulle sættes penge af til bedre behandling for ufrivilligt barnløse, siger han og fortsætter:

- Så er det selvfølgelig meget skuffende senere at erfare, at det rent faktisk ikke er tilfældet. At man til allersidst i finanslovsforhandlinger har valgt at sløjfe de ellers øremærkede penge. Det er meget skuffende og overraskende, siger Bjørk Lange Olsen.

Ufint og uærligt

Faktisk fandt Demokraatits ordfører først ud af, at der alligevel ikke var afsat penge til behandling her i midten af december. Han spurgte naalakkersuisoq for sundhed Agathe Fontain (IA) om, hvad aldersgrænsen ville blive for behandlingen.

Her fik han at vide i en sidebemærkning, at pengene var blevet fjernet igen under et ændringsforslag i Inatsisartut, hvor politikerne sidstebehandlede finansloven.

Intet var meldt ud - hverken til partier eller befolkningen. Og det bekymrer Bjørk Lange Olsen:

- For at være helt ærlig, synes jeg det er en ufin og uærlig måde at føre politik på. Man står først og slår sig op på, hvor stolt man er over, at hjælpen nu kommer til de her par. Men så bliver det til sidst bare sneget ud ad bagdøren.

- Jeg synes ikke, det er nogen særlig køn måde at føre politik på, siger han.

Kampen fortsætter

Bjørk Lange Olsen understreger, at det selvfølgelig er enormt ærgerligt for de par, som havde set frem til en hjælpende hånd for at få deres største drøm opfyldt.

Men han mener faktisk også, at konsekvenserne kan være langt større:

- Det er jo et kæmpe samfundsmæssigt problem, at vi bliver færre og færre til at løfte samfundets opgaver. Men samtidig er det jo så utroligt vigtigt for de personer, der har vanskeligheder med at få børn. Det er jo nogle mennesker, som virkelig har et brændende ønske, siger han.

Bjørk Lange Olsen indrømmer, at der ikke er meget, de kan gøre i Demokraatit for at få hjælpen sikret lige foreløbig. Løbet er ligesom bare kørt.  

Men derfor har de ikke tænkt sig at give op sådan lige. De kæmper videre for de barnløse, om kampen så skal fortsætte helt indtil næste gang, der er finanslovsforhandlinger om et lille års tid:

- Vi vil fra Demokraatits side blive ved med at kæmpe for hjælpen til de ufrivillige barnløse. Opbakningen er der jo også. Alle partier har været enige om, at hjælpen skulle findes. At det så ikke er sket, er bare mystisk, mener han.

Hvor de 8,7 millioner kroner er forsvundet hen, er ikke helt klart. I et skriftligt svar fra naalakkersuisoq Agathe Fontain til Bjørk Lange Olsen står blandt andet, at "de er omrokeret til andre formål, herunder finansiering af det på nuværende tidspunkt netop indgåede sundhedsforlig". 

KNR prøver at få en kommentar fra både Departementet for Sundhed og Departementet for Finanser.