De unge åbnede Arctic Winter Games

Åbningen af Arctic Winter Games 2012 stod i ungdommens tegn.
Skrevet af Noah Mølgaard
05. marts 2012 01:38

Den længe ventede dag er kommet i Whitehorse. Nu er 22. udgave af Arctic Winter Games gået i gang, hvor åbningen stod i ungdommens tegn.

Der var unge værter under åbningsceremonien og underholdningen med hip hop musik og rockmusik fik god modtagelse blandt de unge.

Det er 12 år siden Whitehorse sidst var vært

- Vi har forberedt de sidste to år. Meget har ændret sig siden 2000 hvor der var Arctic Winter Games i Whitehorse. Lokalsamfundet, sportsfolk, frivillige, kulturfolk og sponsorer har gjort det muligt at afholde legene igen i vores by, sagde George Arcand, der er formand for værtskommiteen.

Nu har sportsfolk trænet og forberedt og er spændte på hvad deres anstrengelser vil række til under legene.

700 tilskuere, 200 specielle gæster og ikke mindst 2.000 sportsfolk gjorde aftenen til en uforglemmelig oplevelse, da Arctic Winter Games 2012 blev åbnet i multisportshallen Canada Games Centre, der er mindst fem gange så stor som Nuuks multihal Inussivik.

Konkurrencerne er allerede gået igang og yngre juniorer fra Grønland vandt over Alaska i den første fodboldkamp med 10-4.