Danmark vil skære i forsvarsbudgettet

Det kan blive svært for Danmark at satse flere penge på indsatsen i Arktis. Det seneste forsvarsforlig lægger nemlig op til at spare op mod tre milliarder kroner - eller 15 procent - af forsvarsbudgettet fra 2015.
Skrevet af Karsten Sommer
07. november 2011 11:36

Derfor venter ingen, at der bliver flere penge eller nye skibe eller fly til at varetage dansk-grønlandske interesser, herunder stigende krav om miljø-og redningsberedskab,  fastslår Socialdemokraternes finansordfører og medlem af Folketingets forsvarsudvalg, John Dyrby Paulsen i Berlingske i dag.

Samtidig satser de andre arktiske nationer store beløb på regionen:

I juni gjorde Rusland det klart, at man vil oprette to arktiske brigader på hver mindst 5.000 mand for at beskytte den over 7.000 kilometer lange kystlinje.

Norge hæver fra næste år forsvarsbudgettet med 672 millioner kroner, hvoraf en stor del ifølge den norske forsvarsminister skal gå til at opgradere fly og patruljeskibe.

Og Canada har i forrige uge skrevet kontrakt på at få bygget 28 nye isforstærkede fartøjer til at håndhæve suverænitet i Arktis.

- Den mangelfulde dansk tilstedeværelse i Arktis risikerer at svække de danske krav på de store havområder nord for Grønland, herunder Nordpolen, siger Johannes Riber Nordby, orlogskaptajn og militæranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier ( DIIS).

- Det svarer til at have det samme antal politibiler, som skal køre i et dobbelt så stort område, siger han til Berlingske.