Borgmester revser forældrenes indsats

Borgmester mener det er vigtigt at erkende forældres ansvar efter endnu en rapport revser kommunens indsats.
Jørgen Wæver Johansen
Foto © : John Rasmussen, Narsaq Foto
15. marts 2017 16:06

Børnetalsmandens nye rejserapport fra Kommune Kujalleq konkluderer, at der er voldsomme udfordringer på børneområdet.

Borgmester, Jørgen Wæver Johansen glæder sig over rejserapport, men understreger at kommunen ikke er alene om ansvaret. Det er samfundet, der har et ansvar. Og særligt en gruppe har ifølge borgmesteren fejlet.

- Ikke mindst forældrene har et stort ansvar. Mange familier er velfungerende, men vi må også åbent erkende at nogle familier ikke er, siger Wæver Johansen. 

Klar kritik af kommunen 

Selvom rapporten peger på, at kommunen ikke står alene med ansvaret, så frikender MIO dog langt fra Kommune Kujalleq for ansvar.

Der er træghed i forhold til sagsbehandling, børnene glemmes af systemet, når der ikke handles på underretninger. Der mangler støtte og vejledning til forældrene, og folkeskolen sender eleverne ud med nogle af landets dårligste resultater.

LÆS OGSÅ Børn har det svært i Kujalleq

Udsagn som flugter med den rapport Selvstyrets tilsynsenhed fremlagde sidste år, som også viste store mangler i kommunens indsats på socialområdet. 

Erkendelse er første skridt

Disse aspekter kommenterer borgmesteren dog ikke på. Han slår dog fast, at der er behov for at løse årsagerne til problemerne og ikke kunne handle på symptomerne.

Det bliver dog en stor udfordring og ifølge borgmesteren, er det et arbejde de ikke er nået så langt med endnu.

- Men en erkendelse heraf er begyndelsen på problemernes løsning og dermed skabelse af et fundament for en bedre fremtid for vores børn, siger borgmesteren.

LÆS OGSÅ Nødråb fra Kujalleq til sagsbunkerne