Borgermøde om oliespild

Borgere i Upernavik kan i aften få mere at vide om konsekvenserne for fiskeri, fangst og natur ved et oliespild.
Foto © : KNR/Arkiv
Skrevet af Inge S. Rasmussen
01. oktober 2015 07:17

WWF Verdensnaturfonden holder borgermøde i Upernavik i aften. Emnet er konsekvenserne ved oliespild for eksempel fra olieefterforskning eller hvis et krydstogtskib går på grund.

Spørgsmålet er hvilke konsekvenser det har for fiskeri, fangst og naturen.

Det skal et nyt projekt klarlægge, fortæller WWF i en pressemeddelelse.

WWF har tidligere lavet et lignende projekt i Beauforthavet nord for Nunavut, hvor man undersøgte 22 forskellige scenarier.

LÆS OGSÅ VIDEO 75 procent af befolkningen imod olieefterforskning til søs

 

Ønsker input fra lokalbefolkningen

I det nye projekt vil miljøorganisationen sammen med højtspecialiserede eksperter og canadiske kolleger kortlægge, hvordan olie fra eventuelle ulykker i Baffin Bugten vil sprede sig.

Og WWF vil gerne høre hvad lokalbefolkningen i Upernavik mener om emnet.

- Vi håber selvfølgelig ikke, at der sker en olieulykke, men det er vigtigt at vide, hvad konsekvenserne vil være for eksempelvis fiskeri, fangst og natur, hvis det sker. Og i den forbindelse har vi brug for så meget input, som vi kan få, siger Mette Frost fra WWF’s grønlandsteam, der afholder borgermødet i Upernavik.

Borgermødet afholdes i aktivitetshuset Illu kl. 19.30 til 21.30. Mødet er tolket og der vil være kaffe og kage i pausen.