Bestyrelsesformand: Nulresultat er useriøst

Mandag trak ejerne af Air Greenland 274 millioner kroner ud af selskabet. På sociale medier har borgere i Grønland efterlyst, at pengene i stedet gik til at sænke billetpriserne fremfor at fylde aktionærernes lommer. Men det vil være useriøs forretningsdrift, mener den nye bestyrelsesformand.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
29. april 2016 14:46

- Det, du siger indirekte, det er, at vi skal køre med et nulresultat, og det er ikke seriøst, siger bestyrelsesformand i Air Greenland, Søren Lennert Mortensen.

Han afviser, at det ville være en god ide, hvis ejerne - Selvstyret, SAS og den danske stat - havde sænket billetpriserne i stedet for at trække et stort udbytte ud af Air Greenland, som det skete på mandagens generalforsamling.

- Når man er aktionær og ejer en aktiepost, har man krav på et afkast. Det er blevet akkumuleret over en årrække og kommer nu i et stort beløb, forklarer Søren Lennert Mortensen.

Læs også Søren Lennert Mortensen ny formand for Air Greenland

Aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, har kendskab til flyselskabers økonomi, og han har gennemgået Air Greenlands årsrapport på foranledning af KNR. Han er enig med bestyrelsesformanden.

- Skal man sætte priserne ned og flyve med underskud i nogen år, for at få egenkapitalen bragt ned? Det giver forretningsmæssigt ikke nogen mening, siger Jacob Pedersen.

En lavere indtjening ville ifølge aktieanalysechefen bringe Air Greenland i en udsat position, særligt når Air Greenland kan se frem til øget konkurrence, såfremt der etableres nye landingsbaner, der vil gøre det mere attraktivt for andre flyselskaber at operere i Grønland.

Læs også Transparency efterlyser argumenter for valg af bestyrelsesmedlemmer

- Det kan give nogle kæmpe udfordringer, den dag man skal løfte priserne igen, særligt hvis konkurrencesituationen samtidig er forværret, siger Jacob Pedersen.

Jacob Pedersens vurderer også, at der ikke er noget i Air Greenlands regnskab, der tyder på, at flyselskabet hiver uforholdsvis mange penge op af lommerne på passagererne.

- Jeg tænker ikke, at indtjeningen er fuldstændig ublu. Den er god, når det er et flyselskab - ikke fabelagtig - men god i forhold til hvad vi ser andre steder, siger Jacob Pedersen.

Jacob Pedersen fremhæver, at Air Greenland flyver på nogle ruter, hvor der er knapt så hård konkurrence, og i den forstand er selskabet en nichespiller.

- Og der findes bestemt nichespillere, der leverer lige så gode resultater, som Air Greenland gør nu, siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

Selvstyret modtager godt 102,75 millioner kroner i udbytte for sin ejerandel i Air Greenland. 171,25 millioner går til SAS og den danske stat.