Besætningsmedlemmer på Polar Nanoq er dybt berørte

Nogle besætningsmedlemmer har valgt at tage hjem, efter en traumatisk oplevelse i forbindelse med Birna-sagen.
Foto © : Screendump, Youtube
Skrevet af Mads Pedersen
23. januar 2017 12:30

- Vi er dybt berørte over hændelsen. Besætningen på Polar Nanoq vil gerne udtrykke vor medfølelse til Birna Brjánsdóttirs familie. Vi håber, at hændelsen bliver opklaret så hurtigt som muligt, så de skyldige kan holdes ansvarlige for deres gerninger, skriver besætningsmedlemmerne i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ To mænd fra Polar Nanoq anholdt af islandsk politi

Besætningsmedlemmerne på Polar Nanoq fortæller, at de sidste dages hændelser har været traumatiske for hele besætningen. 
- Vi har haft svært ved at vide, hvordan vi skal handle; eksempelvis har Birnas familie bedt os om at forklare, hvor Birna befinder sig, men vi har haft forbud mod at udtale os, og vi har ikke vidst, hvad der var sket. Vi er taknemmelige for at have kunnet støttet hinanden og for støtte fra vor familie og vor arbejdsgiver, skriver besætningmedlemmerne.

Det er vigtigt for besætningsmedlemmerne at understrege, at det drejer sig om et par personer, som er mistænkt for at have udøvet grov handling.
- Hverken vi eller vore landsmænd kan påtage os ansvaret for det, der er sket. Det bliver svært at glemme denne forfærdelige hændelse.

Det fremgår af meddelelsen at det har været svært for besætningsmedlemmerne at være en del af de dramatiske begivenheder, og nogle af besætningen har derfor været nødsaget til at tage hjem. 
- Vi vil i disse sørgelige og svære tider understrege, at Islændingenes væremåde overfor os ikke har ændret sig, og den har altid været hjertevarm.