Børneområdet i Sermersooq til service

Kommuneqarfik Sermersooq giver nu børneområdet et stort eftersyn.
- Derfor er jeg virkeligt glad for, at det er lykkedes at samle støtte til den massive indsats, vi nu er klar med, siger Uju Petersen, formand for Udvalg for Børn og Familie. Foto © : Katuaq
Skrevet af Thomas Munk Veirum
10. august 2017 11:30

Eftersynet sker som følge af den sønderlemmende kritik som kommunen modtog fra Tilsynsenheden under Departementet for Sociale Anliggender.

Tilsynet konkluderede blandt andet, at kommunen udsatte børn for omsorgssvigt som følge af dårlig sagsbehandling.

LÆS OGSÅ Sermersooq udsætter børn for offentligt omsorgssvigt

På grund af kritikken sættes hele arbejdsprocessen med børn, unge og familie under lup, skriver kommunen på sin hjemmeside.

– Tilsynsrapporterne blotlagde nogle klare mangler i den hidtidige indsats, og derfor er jeg virkeligt glad for, at det er lykkedes at samle støtte til den massive indsats, vi nu er klar med, siger Uju Petersen, formand for Udvalg for Børn og Familie.

2.200 sager gennemgås

Kommuneqarfik Sermersooq har desuden lavet en større omstrukturering af forvaltningen, og medarbejderne på området skal nu også have supervision, på grund af de psykiske belastninger de udsættes for i deres job.

For at rette op sagsbehandlingen skal samtlige kommunens 2.200 børnesager gennemgås for fejl og mangler af revisionsfirmaet Deloitte.

LÆS OGSÅ Ledelsen har svigtet - ikke politikerne

- Det er en vigtigt del af vores udviklingsplan at alle vores sager og alle vores arbejdsgange bliver vurderet med friske øjne på en måde, der inddrager samtlige medarbejdere. Den eneste måde vi kan blive bedre til vores arbejde er ved at lære af vores fejl, siger konstitueret direktør for Forvaltningen for Børn og Familie, Helene Horsbrugh.

Den samlede pris for Deloittes indsats er 3,5 millioner kroner over de næste fire år.

LÆS OGSÅ Børnetalsmand rystet over tilsynsrapport