Bøderegn ved Nuuk-tunnel

I Nuuk fik 20 bilister i sidste uge en bøde for at have kørt frem mod rødt lys ved tunnelen i hovedstaden. Det oplyser politiet på sin facebook-side.
Foto © : Rigspolitiet
Skrevet af Inge S. Rasmussen
10. oktober 2017 07:03

I forbindelse med færdselskontrollen ved tunnelen kunne politiet også konstatere, at mange af bilisterne kørte med al for høj hastighed ind i tunnelen for at at nå det grønne lys. Man må højst køre 30 kilometer i timen i tunnellen.

Politiet påpeger, at både gående og cyklister, heriblandt børn og ældre mennesker, er i forvejen udsatte trafikanter inde i tunnelen. De såkaldt 'bløde trafikanter' har nemlig ikke megen plads at bevæge sig på mellem kørebane og klippevæg.

Desuden har mange bilister formentlig også oplevet et kortvarigt nedsat syn, især når man ved dagslys kører ind i tunnelens noget mørkere område.

Og om vinteren bliver forholdene i tunnelen endnu værre med blandt andet silende vand fra klippesprækker, store istapper og frostbulet og glat kørebane.

Politiet understreger derfor, at det ikke skal være risikoen for at få en bøde, som afholder bilister for at køre efter forholdene ved tunnelen, men derimod hensynet til de bløde trafikanter.