Ambassadørerne er landet

130 glade sportsfolk fra Grønland er nu ankommet til Whitehorse.
Skrevet af Noah Mølgaard
03. marts 2012 09:45

Det er ikke kun resultatstavlen, der er i fokus under Arctic Winter Games. De grønlandske deltagere er blevet påmindet om at god sportslig opførsel tæller mindst lige så meget som sejre.

Air Greenlands Norsaq landede med de grønlandske deltagere og samerne i Whitehorse fredag eftermiddag. Nu skal de vænne sig til 5 timers tidsforskel inden den første fodboldkamp søndag, mens andre sportsgrene går i gang mandag. Og de grønlandske deltager fik et par ord med på vejen inden konkurrencerne.

- I skal huske at I er specielt udpeget på Grønlands vegne. I bærer et ansvar for at repræsentere Grønland så godt som muligt, sagde formanden for Grønlands Idrætsforbund GIF Nuka Kleemann over højtaleren i Norsaq på vej til Whitehorse.

Men det var ikke kun resultatstavlen han havde i tankerne, da han gav disse ord til de unge sportsfolk.

- I skal respektere jeres modstander under og efter kampen. Det kan bane vejen for at vi i år kan vinde Hodgson Trophee, sagde Kleemann.

Hodgson Trophee er den mest respekterede pris  i  Arctic Winter Games. Og den bliver tildelt til det deltagerland, der har vist den bedste sportslige optræden. Grønland har vundet prisen to gange tidligere og det er i 1994 og 2002.

Omkring 2.000 deltagere går ind i Whitehorse’s sportsarena Canada Games Centre søndag aften og skal indtil næste lørdag konkurrere. Vinderne af Hodgson Trophee bliver afsløret under afslutningsceremonien lørdag den 10. marts.

Air Greenland giver også en gave til sportsudøver fra Grønland, der viser bedste sportslige optræden. Udpegningen sker på hjemrejsen, hvor der bliver udpeget en "god ambassadør".

Du kan følge med i resultaterne i KNR.gl og GIF.gl. Der bliver også produceret indslag til radioavisen og Qanorooq.