Aleqa Hammond igen til finanslovsforhandling

Der er måske udsigt til grønlandske fingeraftryk på den danske finanslov.
Foto © : Siumut
Skrevet af Inge S. Rasmussen
29. november 2017 08:01

I hvert fald har løsgænger Aleqa Hammond nu af to omgange fået mulighed for at drøfte ønsker fra Grønland over for finansminister Kristian Jensen (V).

Aleqa Hammond roser regeringen for at lytte til de grønlandske mandater i Folketinget.

- Mødet i dag (mandag, red.) er endnu et eksempel på, at der bliver lyttet til vores ønsker, udtaler Hammond i en pressemeddelelse.

Hun fremhæver flere emner, som finansministeren, ifølge løsgængeren, vil følge op på.

Det drejer sig blandt andet om kommunefogeder i bygderne, grønlandsk menighedsråd samt efteruddannelse af anstaltsbetjente. TIl sidstnævnte vil regeringen afsætte i alt 2 millioner kroner til at efteruddanne anstaltsbetjentene, oplyser Aleqa Hammond.

Til gengæld er der tilsyneladende ikke umiddelbart udsigt til flere penge til uddannelse af forsvarere.

LÆS OGSÅ Aleqa til møde med forsvarsministeren

Men Aleqa Hammond opfordrer regeringen til en ekstra bevilling til området, idet regeringens forslag på ekstra 10 millioner kroner til retsområdet ikke rækker, hvilket også landsforsvarer Finn Meinel har pointeret for nylig. Han har vurderet overfor sermitsiaq.ag at uddannelsen af forsvarere alene vil koste seks millioner kroner.

Aleqa Hammond glæder sig over, at regeringen vil støtte ICC med en million kroner.

- ICC har over en årrække vist, at Inuit har en stærk stemme på den internationale scene. (...) Regeringens ønske om at støtte ICCs arbejde er et vigtigt signal, og en anerkendelse af ICCs gode arbejde, udtaler Aleqa Hammond.

Herhjemme har ICC de senere år mistet økonomisk støtte fra Landskassen. En nedgang der begyndte da Aleqa Hammond sad som formand for det daværende Naalakkersuisut i 2013.

LÆS OGSÅ Aleqa er fraværende i Folketinget trods forhandlinger