Aktivering skal finansiere tillægsaftale

13. januar 2005 10:17

Hvis alle målsætninger i koalitionens tillægsaftale skal opfyldes, vil det koste omkring 150 millioner kroner.

De kommende forhandlinger om næste års finanslov vil vise hvor landsstyret vil hente pengene. Det bliver svært at finde dem ved besparelser.

- Livremmen kan ikke spændes længere ind, lyder meldingen fra landsstyremedlemmet for økonomi, Josef Motzfeldt (IA). Han lægger ikke skjul på, at der er brug for at alle hænder i samfundet kommer op af lommerne. Og derfor har han blikket rettet mod de t3-4000 arbejdsløse rundt om i landet. De skal lære at gå på arbejde og samtidig skal der skabes flere arbejdspladser. Det er også kommunernes ansvar. Hvilket visse kommuner heldigvis allerede har forstået påpeger Josef Motzfeldt

I koalitionens nye tillægsaftale står der at ordningen med takstmæssig hjælp skal strammes op og gøres mere fleksibel allerede i år. Med andre ord: Det skal blive sværere at leve på det offentliges regning. Endnu har landsstyret ikke konkrete løsninger på hvordan dét skal gøres.

Men Josef Motzfeldt understreger at der ikke er tale om at forfølge en udsat gruppe:

- Der er ikke tale om en straffeekspedition her. Det handler om gensidig inspiration mellem kommuner, arbejdsgivere og Hjemmestyret til metoder af hvordan de mange ledige kan sættes i gang, siger Josef Motzfeldt.