Aktiesalg skuffer NunaMinerals

Svigtende interesse på Fondsbørsen får NunaMinerals til at sætte tempoet ned.
Skrevet af mlk
18. juni 2008 12:45

Mineselskabet NunaMinerals har fået tegnet færre aktier end forventet i forbindelse med selskabets nye notering på Fondsbørsen. Derfor må firmaet sætte tempoet ned i deres fremtidige arbejde, siger bestyrelsesformand Anton M. Christoffersen i dag til RB-Børsen.

NunaMinerals havde udbudt op til 650.000 nye aktier, men fik kun tegnet lidt over 250.000 stk. til et bruttoprovenu på 112 millioner kroner, hvoraf selskabet på forhånd havde sikret sig 60 millioner kroner i tilsagn fra de nuværende aktionærer, deriblandt Grønlands Hjemmestyre og Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Dermed nåede selskabet langt fra op på de over 200 millioner kroner, som ledelsen i NunaMinerals havde lagt op til, at et aktiesalg kunne indbringe. Det lave aktiesalg skyldes ifølge bestyrelsesformanden et for tiden nervøst og vigende børsmarked.

De 112 millioner kroner, som selskabet har fået ind, er trods alt kærkomment til brug for selskabets fortsatte arbejde med at søge efter mineraler.

- Vi skal nok få de penge til at strække sig over de næste to-tre år, og det er så vores opgave at vise, at det har været rigtigt at investere i os, siger Anton M. Christoffersen til RB-Børsen.