Air Iceland vil gerne flyve til Nuuk

26. januar 2005 07:46

400 meter asfalt er, hvad der afskærer Nuuks borgere fra en direkte rute mellem Nuuk og Reykjavik.

Direktøren for flyselskabet Air Iceland bekræfter overfor radioavisen, at man er meget interesserede i at flyve på strækningen, hvis selskabet ellers kan lande med deres Fokker. Men landingsbanen i Nuuk er for kort.

Flyet flyver allerede fra Kulusuk og om sommeren også fra Narsarsuaq med 55 passagerer.

- Det her er noget vi snakker om to eller tre gange om året. Vi er meget interesserede, men har ikke materiel til den nuværende lufthavn i Nuuk, siger Air Icelands direktør Jón Karl Ólafsson.

Air Iceland laver ikke markedsundersøgelser, før landingsbanens fremtid er på plads. Men direktøren vurderer, at flyveturen vil tage omkring tre timer og koste cirka 2-3000 kr. tur/retur.

Ved at rejse til Island står verden noget mere åben end fra for eksempel Kangerlussuaq. Billetten Reykjavik tur/retur København koster omkring 2500 kr., og det samme koster en billet til London. En tur til New York koster fra 3000 kr. og opefter.